Fantastisk billige gryder

  • image
  • 12 liters suppegryde  til kr 75
  • 1,35 liters kasserolle til kr 40,-
  • 2,35 liters gryde til kr 40,-

Alle fra Kløverblad og fungerer også til Induktion.

Det er Føtex i Ølstykke, der ofte rydder op og sælger ting til fordelagtige priser. De små gryder er der kun få af, men flere af suppegryderne:-) Føtex i Ølstykke ligger ved Egedag St og min arbejdsplads. Men det kunne tænkes andre Føtex også har dem til den pris. Jeg ved det ikke.

 

At fjerne en håbløst fast-rustet sadelstang..

Når alt håb er ude

Jeg holder virkelig af at give gamle cykler nyt liv.

Det kan nogle gange give nogle dyrekøbte erfaringer, men giver som regel også nogle erfaringer. Og det er netop hvad denne gamle dame Everton cykel gav mig.

Jeg havde sat cyklen i stand fra ende til anden. Fastrustet krank. Løs forgaffel. Nye dæk og slanger, nye styrbånd, gennemsmurt og køreklar, og så var der bare lige sadelstangen. Den skide sadelstang. Hvor mange gange har jeg ikke prøvet det før. Jeg plejer at have en tretrinsraket, der hedder:

  1. Løsne skruen, der strammer om røret.
  2. Stramme skruerne, der sidder i sadlen og strammer om røret.
  3. Bruge rustløsner på spray. Vride på sadlen, og hvis det ikke virker, så bruge rørtang – eventuelt med et støvsugerrør som forlænger.

Problemet er ofte, at sadelstangen er i aluminium og stellet i metal. På en eller anden fysiker-klog forunderlig måde, så er den kombi bare dårlig, for det er som om de to metaller bare korroderer sammen forårsaget af metallets rust. Og så er det ikke til at vride løst.

Når jeg når dertil, så begynder jeg at tænk på at gå til en cykelhandler, der har gasbrænder, for de siger altid, at den eneste måde, det er at brænde røret. Logikken er, at jern og aluminium har to forskellige tærskler for varme, og varmen betyder, at jernet udvider sig mere end jernet.

Hm. Jeg havde trykket aluminiumsrøret så fladt med rørtangen, at jeg kunne se, at det ikke førte til noget godt, så jeg tog til en billig cykelmekaniker. Han sagde til mig med det samme, at han ikke turde love noget, da jeg allerede havde trykket røret fladt. Han varmede. Han varmede ikke på jernstellet – og han varmede kun på den øverste del af røret, da han – som han fortalte – mente, at det var det vigtigste sted. Derefter borede han et stort hul i resten af stangen og vred rundt. Jeg så det komme. ..

Indrømmet. Det var delvist min skyld – røret var blødt og fladt. Men han var også en amatør. Man varmer – efter min overbevisning – ikke på aluminiumsrøret, men på metallet. Specielt når jeg havde fortalt ham, at jeg var fløjtende ligeglad med, om jeg skulle male stellet om, bare røret kunne komme fri. Smed mindre begejstret kr. 100 for hans indsats..

Jeg fik en dom, der hed, at hvis det skulle ordnes, så ville det koste kr. 1400 hos en professionel, der kunne fræse resterne af sadelstangen ud. Derefter tilbød ham han mig en af hans andre gamle udtjente brugte cykler som bytte – med andre ord en, som han havde fået som skrot. Jeg sagde nej tak – og tilbød til gengæld, at jeg ville komme tilbage, hvis jeg fik løst problemet selv for at fortælle, hvordan, jeg gjorde det.

Jeg holdt, hvad jeg lovede. Fortalte dem, hvordan man for langt under kr. 1400 fjerner en fastrustnet sadelsang. Som tak tog de kr. 50,-  for en gammel brugt sadelstang, som jeg selv måtte afmontere fra en kasseret cykel..

Til skræk og advarsel. Hold jer fra cykelhandleren: Backer Cykler, Backersvej 16, 2300 Kbh. S.

De aner ikke, hvad de snakker om..  og ej heller særlig taknemmelige over mit gode råd..

Men her er, hvordan cyklen tog sig ud, da jeg havde banket sadelstangen  ud. Det tog en time eller to. Med vrid med papegøjetang, slag med hammer og jeg ved ikke hvad.

Men det vigtigste: Et hjemmelavet værktøj; fabrikeret af resterne af en gammel udtjent skruetvinge, som jeg havde fræset af med en vinkelsliber og spidset til med samme, så den gjorde det ud for et metal stemmejern til udstemning af resterne af en aluminiums sadelstang – stadig siddende tilbage som en stump i stellet af cyklen før jeg begyndte.

 

IMG_0980

IMG_0978

IMG_0974

 

Når valget står mellem at sælge og være ærlig

 

http://www.dba.dk/andet-dynamolygte-saet-nyt/id-1010619188/

http://www.dba.dk/andet-dynamolygte-saet-nyt/id-1010619188/

 

Jeg har et dynamolygtesæt til salg på Den Blå Avis. Det er et billigere et, jeg købte sammen med fem andre af samme slags. Jeg købte dem, fordi jeg havde en ældre cykel, hvortil dynamo bare var sagen.

Jeg lå inde med et tilbage, for jeg fandt ud af, at folk ikke gider betale mere for en brugt cykel, bare fordi der er dynamolygte på – om der er nok så meget kraftigt lys på cyklen, hvornår man nu ønsker det.

Derfor satte jeg det til salg – i uåbnet pakning med for og baglygte, dynamo, beslag og ledninger. Pris: kr. 70,-, fundet for de penge, for de er ellers ikke til at opdrive i almindelig handel.

I dag får jeg så en henvendelse fra Rita, der lyder: “Hej!! Jeg vil meget gerne købe din dynamolygte på dba. Hvornår vil det passe dig, jeg kom forbi? Mvh. Rita.”

Som sprognørd og journalistuddannet lagde jeg selvfølgelig straks mærke til stavefejlene, men sprog og stavning er generelt gået ned ad bakke siden sms-ernes sejrsgang, og det er også lige som om, at det er blevet mere socialt acceptabelt med haltende sprog på sms – i hvert fald langt mere end per mail – og i særdeleshed per brev.

Efter lidt frem og tilbage med tidspunkt og sted skriver Rita: “Ok :-) hvad siger du til et bud på 100 kr inkl montering? :-) jeg kan altså ikke selv finde ud af sådan noget….”

Så er det, jeg står i et dilemma. Jeg vil gerne sælge dynamolygtesættet. Ikke fordi jeg bliver hverken rig af det eller får det bedre med mig selv. Men jeg har bare sådan en blandet følelse af, at ting ikke bare skal smides ud – og at der måske står en eller anden og mangler lige præcis det. Og hvis jeg så samtidig får en skilling ud af det, så går det jo op i en højere enhed.

Problemet er bare, at jeg ved, hvad det kræver af arbejdskraft at installere sådan en satan.. – og så har jeg den der ærlighed.. så svarene bliver – som jeg får dem gennemtygget:

“Nej tak. Montering tager noget tid. Kender du ikke nogen, der kan gøre det. Jeg vil ikke gøre det for 30 kr:-)”

“Ellers tror jeg ærligt talt du skal vælge andre lygter. Kvickly har Induktionslygter på tilbud til kr. 89. De plejer at koste kr. 199 og er lettere at montere- men blinker”

“Det er ikke for at være afvisende. Men det tager 1/2 time for en cykelhandler at montere. Måske mere. De tager 450 i timen. Det uldne punkt er at stellet overfører noget af strømmen. Baglygten monteres på bagskærmen, og oftest er der en rusten skrue både der hvor reflksen [øv, jeg sjusker også på sms – udover kommateringen] skal afmonteres for at montere skruen-samt rust hvor skærmen sidder fast ved kranken. Det betyder at de i værste fald skal skæres af med vinkelsliber, mødepunkterne slibes rene for rust, så der kan overføres strøm. Med andre ord. Det er for nostalgikere, der kan selv og ønsker gammeldags dynamo.. Er du stadig interesseret i kygterne? Vh. Lars

“lygterne..”

“Det kræver en hjælpsom far/bror/ven/kæreste/mor/søster med værktøj og håndelag:-)”

Og så reagerede Rita faktisk, som jeg havde forventet.

“Pyha, det lyder besværligt!! Jeg tror jeg cykler forbi Kvickly i stedet….. Tak for ærligheden og for tippet…. Mvh. Rita.”

Og så skrev jeg lidt om, at det nu var fedt, altid at have konstant lys på cyklen og sendte et billede af lygterne fra Kvicly.

Her var det, hun overraskede mig, den kære Rita.

“Ja, og man kan rent faktisk se noget, når man cykler i mørket…. Troede bare det var nemt at sætte dem på…. Skriver, hvis jeg finder een, der tør kaste sig ud i projektet:-)

Så jeg svarer:

“Jeg kan montere dem for kr. 200. Plus lygterne.”

Og til min endnu større overraskelse svarer hun:

“Ok, tak:-) hvornår ville det passe dig, hvis det var?”

.. og senere:

“Jeg skriver, hvis jeg beslutter mig for dine Dynamo alligevel :-)”

Her gik jeg rundt og troede, at det kun var mænd, der gik op i godt lys på cyklen – og rent faktisk vil bruge penge på det. Dynamo udgik jo blandt andet fordi cykelhandlere ikke længere monterer dynamo fordi det er for tidskrævende at fejlsøge dem, når de monteres – og senere, når cyklen får rust – specielt omkring baglygten og kranken..

Så jeg lærte noget nyt og er blevet inspireret til at give flere gode tips til godt lys på cyklen, der rent faktisk lyser vejen op, så man kører på.. Flere tips følger af den skuffe.. :-)

Ps: Jeg lagde forresten mærke til, at mit sms sprog smittede af, og der kom færre og færre dårlige formuleringer, jo længere kommunikationen varede!

IMG_0671

Rep. af gl. Raleigh cykel med tromlebremse og stangtræk

Jeg er faldt over denne gamle Raleigh cykel med tromlebremse og stangtræk. Det er et større arbejde. Har skilt ad, slebet og malet stel, og så kom jeg til stangtrækket, hvor jeg manglede både forhjul og den nederste stang til trækket. Den var brækket over lige i starten af gevindet. Forhjulet klunsede jeg mig til, men stangtrækket har jeg været nødt til at restaurere selv. Jeg viser her, hvordan jeg har båret mig ad. Dette er del 1 af flere dele..

En frisørsalon bliver til

image

image

image

Da jeg boede sammen med frisøren Veronika Malinovskaia, åbnede hun sin egen salon på Rosenørns Alle. Jeg løste nogle af de håndværksmæssige udfordringer, hun stødte på undervejs og designede selv væggen til manicure og pedicure samt receptionsdisken. Begge i bøjelige mdf-plader.

De håndværksmæssige udfordringer var blandt andet, at pladsen over radiatorerne skulle bruges til klippepladser. Spejlene skulle være i plan med væggen. Vi løste det ved at bygge en kunstig væg over radiatorerne. Jeg fandt på, at noget af pladsen, der på den måde blev inddraget, kunne bruges til hylder med lys i til produkter.

Radiatorskjulerne under væggen har jeg også selv designet. Hans Ladegaard og jeg stod i fællesskab for at fabrikere både kunstig væg, pedicure/manicurevæg og receptionsdisk.

Her kan du se arbejdsprocessen og tilblivelsen af en salon.

Du kan også besøge salonens hjemmeside på: www.hairlab.dk

Klunsning på genbrugsstationer i København

Det er meget få genbrugsstationer, der tillader, at man klunser. Og der, hvor det er tilladt, er det ofte et specielt indrettet rum, hvor folk, der afleverer genbrugsting, selv aktivt skal placere dem i netop dette rum. Det kan være tøj, møbler, bøger, cd-er, støvler, sko, elektronik, møbler og meget mere.

Der er dog genbrugsstationer, der tillader langt mere end det. I København har jeg mødt det tre steder. Det er de to Nærgenbrugsstationer på Nørrebro, der ligger på Møllegade og Gartnergade. Begge steder må man finde ting i metal og plastic-containerne, og udover det er der specielle byttepladser, hvor man må klunse ting, andre borgere har stillet. På disse nærgenbrugsstationer har jeg ofte fundet cykeldele, og det er tilladt at tage eget værktøj med og skrue delene af.

Det tredie sted er på Christiania. Der er en stor metalcontainer, hvor der både er hele cykler samt cykeldele. Også her tager man selv værktøj med og skruer brugbare dele af de gamle skrottede cykler. Derudover er der en container med metalskrot lige ud for cykelhandleren på Christiania.

Frit fald

“Fald”. Instruktøren Lorenz giver min instruktioner. Der er 8 meter ned, og tovet, som sidder i min sele, sidder fæstnet om min lænd og mine lår.

Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke få mig selv bare at lade mig falde  og slippe al kontrol. Logikken siger mig, at hvis jeg lader mig falde baglæns, så ender jeg med hovedet i gulvet.. 8 meter nede. Og “det kan godt være, de ikke tror, det, men det brækker man altså halsen af”. Det er min anden stemme, der taler; den logiske og jordnære.

“Bare slip med hænderne og lad dig falde”. Det er igen Lorenz, der råber til mig nede i dybet på gulvet. “Selvfølgelig” tænker min første stemme. Den der, med 5 års erfaring som job som livredder, står på tremetervippen og bøjer bagover i ryggen fra tremeter vippen og lader sig falde bagover ned i vandet i Vesterbro Svømmehal – for at ramme med hovedet i vandet. “Selvfølgelig kan jeg det, men giv mig lige lidt tid.. bare en lille smule tid… bare lidt mere…. bare en smule mere—- tid”. Tid er alt et handler om i det øjeblik.

Udtænker adskillige teknikker. Hvis jeg nu bare står fast på fødderne, læner mig bagover og lader fingrene slippe, når de ikke kan mere. Men før de slipper, når den anden fornuftige stemme at sige: “Men der er jo ikke vand nedenunder, som giver efter, og lader dig komme igennem. Der er et gulv. Et gulv, som nok er blødere end cement. Men det er hårdt.. Ret hårdt – vildt hårdt..

Jeg tænker de første ti gange. “Nu,  det er nu. Du skal bare gøre det”. men “Hvad fanden tænker du på”  –  stemme nummer to  får overmagt. Jeg hænger der stadig – sikret en meter nedenunder i en karabinhage med et tov, og med stadigt mere uro i kroppen og … mentalt lang tid efter… irritation over, at jeg ikke bare giver slip og lader det gå sin gang.

Pludselig tager modet og fanden i voldsk-heden over. Jeg vil for faen ikke være den, der klatrede de første svære ruter på væggene, være den der kaster håndklædet i ringen og giver op. På første eller anden gang svingede jeg i tovet og blev grebet, da jeg forsøgte at klare en sværhedsgrad 5c (svær for en nybegynder) – og på tredie gang kastede jeg mig ud i en 5c+ med 15 meter op til toppen.

Uden at vide af det, slipper jeg grebet. Eller, jeg er fuldstændig bevidst om det, men giver fanden i det to modsatrettede stemmer, der taler til mig.

Slipper – når ikke at tænke, og bliver øjeblikket efter reddet med benene, der rammer væggen. Blidt – meget blidere, end jeg havde regnet med. Det tog et sekund. Ham der stod og sikrede mig endte med foden i væggen.

Jeg tænkte. Var det ikke andet end det… og blev firet ned.

På vejen ned tænker, jeg “Nu er det overstået. Jeg har bestået testen. Fra nu af er det piece of cake at lade sig falde baglæns ud fra væggen”.

Problemet er bare, at da jeg anden og tredje gang skal gentage det, er det heller ikke let.  Fald-længden er større (fra der, hvor du er sikret, til der hvor carebinhagen griber dig i tovet), hvilket underligt nok ikke fylder mine tanker. Men lettere trods alt end første gang. Men det stor spørgsmål er: Hvorfor skal det være så svært?

Mod.. mod.. og atter mod. Og derefter tager erfaringen fat.. Det er i hvert fald hvad stemme nummer et fortæller mig..

 

– et ps: Når man øver faldteknik som klatrer, klatrer man op ad en væg, hvor man har et tov fæstnet til sin krop i en sele. Under vejs, sætter man tovet fast i en karabinhage for hver ca. 1,5 meter. I den anden ende af tovet står din makker med den anden ende af tovet og giver dig line i takt med, at du kommer længere op. For hver gang, han har givet dig line, trækker han hans ende af tovet ned, så tovet låser i hans sikringslås. Men når du pludseligt falder med en til halvanden meters slip i tovet på din side, så får han et ryk, der trækker ham mod væggen. Det bedste han kan gøre er at hoppe en smule og give afsæt i væggen, så han afbøder dit fald fra at være abrupt til at blive en blød bevægelse. Det er med andre ord et spørgsmål om tillid og samarbejde mellem to mennesker.

Efter mine tilrettelagte og planlagte fald fortalte min makker mig, at han havde været vildt angst. Min tagen-mig-sammen og er-I-klar, der ikke blev til noget, havde gjort ham helt vildt nervøs for øjeblikket, hvor det rent faktisk skete. På en eller anden forunderlig måde, havde vi det altså ens i hver vores ende af rebbet.

Pps: Jeg er på min fjerde instruktionsgang af seks i klatreklubben Blocks and Walls på Refshalevej på Amager. Derefter kan jeg klatre frit i klubben.