Kategoriarkiv: Sport

Frit fald

“Fald”. Instruktøren Lorenz giver min instruktioner. Der er 8 meter ned, og tovet, som sidder i min sele, sidder fæstnet om min lænd og mine lår.

Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke få mig selv bare at lade mig falde  og slippe al kontrol. Logikken siger mig, at hvis jeg lader mig falde baglæns, så ender jeg med hovedet i gulvet.. 8 meter nede. Og “det kan godt være, de ikke tror, det, men det brækker man altså halsen af”. Det er min anden stemme, der taler; den logiske og jordnære.

“Bare slip med hænderne og lad dig falde”. Det er igen Lorenz, der råber til mig nede i dybet på gulvet. “Selvfølgelig” tænker min første stemme. Den der, med 5 års erfaring som job som livredder, står på tremetervippen og bøjer bagover i ryggen fra tremeter vippen og lader sig falde bagover ned i vandet i Vesterbro Svømmehal – for at ramme med hovedet i vandet. “Selvfølgelig kan jeg det, men giv mig lige lidt tid.. bare en lille smule tid… bare lidt mere…. bare en smule mere—- tid”. Tid er alt et handler om i det øjeblik.

Udtænker adskillige teknikker. Hvis jeg nu bare står fast på fødderne, læner mig bagover og lader fingrene slippe, når de ikke kan mere. Men før de slipper, når den anden fornuftige stemme at sige: “Men der er jo ikke vand nedenunder, som giver efter, og lader dig komme igennem. Der er et gulv. Et gulv, som nok er blødere end cement. Men det er hårdt.. Ret hårdt – vildt hårdt..

Jeg tænker de første ti gange. “Nu,  det er nu. Du skal bare gøre det”. men “Hvad fanden tænker du på”  –  stemme nummer to  får overmagt. Jeg hænger der stadig – sikret en meter nedenunder i en karabinhage med et tov, og med stadigt mere uro i kroppen og … mentalt lang tid efter… irritation over, at jeg ikke bare giver slip og lader det gå sin gang.

Pludselig tager modet og fanden i voldsk-heden over. Jeg vil for faen ikke være den, der klatrede de første svære ruter på væggene, være den der kaster håndklædet i ringen og giver op. På første eller anden gang svingede jeg i tovet og blev grebet, da jeg forsøgte at klare en sværhedsgrad 5c (svær for en nybegynder) – og på tredie gang kastede jeg mig ud i en 5c+ med 15 meter op til toppen.

Uden at vide af det, slipper jeg grebet. Eller, jeg er fuldstændig bevidst om det, men giver fanden i det to modsatrettede stemmer, der taler til mig.

Slipper – når ikke at tænke, og bliver øjeblikket efter reddet med benene, der rammer væggen. Blidt – meget blidere, end jeg havde regnet med. Det tog et sekund. Ham der stod og sikrede mig endte med foden i væggen.

Jeg tænkte. Var det ikke andet end det… og blev firet ned.

På vejen ned tænker, jeg “Nu er det overstået. Jeg har bestået testen. Fra nu af er det piece of cake at lade sig falde baglæns ud fra væggen”.

Problemet er bare, at da jeg anden og tredje gang skal gentage det, er det heller ikke let.  Fald-længden er større (fra der, hvor du er sikret, til der hvor carebinhagen griber dig i tovet), hvilket underligt nok ikke fylder mine tanker. Men lettere trods alt end første gang. Men det stor spørgsmål er: Hvorfor skal det være så svært?

Mod.. mod.. og atter mod. Og derefter tager erfaringen fat.. Det er i hvert fald hvad stemme nummer et fortæller mig..

 

– et ps: Når man øver faldteknik som klatrer, klatrer man op ad en væg, hvor man har et tov fæstnet til sin krop i en sele. Under vejs, sætter man tovet fast i en karabinhage for hver ca. 1,5 meter. I den anden ende af tovet står din makker med den anden ende af tovet og giver dig line i takt med, at du kommer længere op. For hver gang, han har givet dig line, trækker han hans ende af tovet ned, så tovet låser i hans sikringslås. Men når du pludseligt falder med en til halvanden meters slip i tovet på din side, så får han et ryk, der trækker ham mod væggen. Det bedste han kan gøre er at hoppe en smule og give afsæt i væggen, så han afbøder dit fald fra at være abrupt til at blive en blød bevægelse. Det er med andre ord et spørgsmål om tillid og samarbejde mellem to mennesker.

Efter mine tilrettelagte og planlagte fald fortalte min makker mig, at han havde været vildt angst. Min tagen-mig-sammen og er-I-klar, der ikke blev til noget, havde gjort ham helt vildt nervøs for øjeblikket, hvor det rent faktisk skete. På en eller anden forunderlig måde, havde vi det altså ens i hver vores ende af rebbet.

Pps: Jeg er på min fjerde instruktionsgang af seks i klatreklubben Blocks and Walls på Refshalevej på Amager. Derefter kan jeg klatre frit i klubben.