Kategoriarkiv: Rejser

4. Turen til Nordnorge

 

4. dag: Sandvik – Harstad

 

 Flyvende over København på en gasflaske

Jeg går med min søster i retning mod hjørnet hvor Ved Stadsgraven og Torvegade mødes. Det er lige i starten af Amagerbrogade. Med mig har jeg en stor gul gasflaske af dem, som man bruger i en gasovn. Min søster går ved min side. Jeg har en plan. Vi skal op og flyve på gasflasken. Planen er, at vi skal flyve til Nørrebro ind over byen. Men min søster begynder at trække lidt på det. Da jeg åbner for gassen, og den begynder at hæve sig, tager jeg fat med hånden, men min søster vil pludselig ikke længere. Jeg er selv fast besluttet på, at jeg vil prøve det. Men da er det, det går op for mig, at jeg måske får lidt svært ved at holde mig fast. Men nu er beslutningen truffet, og jeg vil ikke trække mig.

Jeg giver den mere gas, og som den begynder at hæve sig, svinger jeg benene rundt om den og holder fast, så jeg hænger med bagen nedad. Giver mere gas, og jeg begynder at flyve ind over byen. Det er fantastisk – men også noget nervepirrende. Og da går det op for mig, at jeg ikke har undersøgt vindretningen, og jeg er på vej mod Christianshavn. Jeg justere lidt på gassen, så jeg ikke kommer for højt. Men jeg ser tagene oppefra. Hvilket fantastisk syn.

Mit ene ben slipper, og jeg føler mig lidt usikker. Får det heldigvis krænget tilbage på plads. Da jeg når over vandet i retning mod Huset på Christianshavn, slækker jeg lidt på gassen og flyver lavere over vandet. Der går fire fem unge kvinder med fantastiske kjoler i vandet, der ser ud som alfer, fordi kjolerne glimter og giver genskin fra solen. Det er et fantastisk syn at se dem gå der i vandet. Jeg beslutter mig for at lande ved cafeen ved vandet !! Ja, den findes ikke – ved det, men det gør den altså for mig. Jeg går ind på cafeen og snakker med en af de mænd der sidder der. Vi snakker om de alfelignende kvinder i vandet, og jeg finder ud af, at skuet fra min flyvetur af alferne, er meget smukkere end det, mændene kan se fra cafeen.

Vækkeuret ringer – og jeg sidder tilbage med en fantastisk drøm. Drømmen om at flyve. Den har fulgt mig lige siden jeg var barn. Og det var aldrig i flyver eller ting i den stil. Ofte uden hjælpemidler – andre gange med en eller anden remedie. Men det er første gang, jeg har fløjet under en gasflaske.

 

Hvor dælen kommer drøm fra?

Drømmen hænger på eller anden måde sammen med den tur, jeg er på nu. Da jeg havde boet i Harstad i et år og skulle flytte hjem, fandt jeg ud af, at det var alt for dyrt at få sendt mine ting med den norske post. Det var betydeligt dyrere, end det jeg havde betalt det danske postvæsen, for at få sendt det op. Så jeg fandt et alternativ. Købte en gammel Ford Escort Gia med pigdæk til kr. 4500 norske. Inviterede min søster til at komme og køre med mig hele turen ned gennem Norge. Hun kom med fly, var betaget af vinterlandskabet og Nordnorge generelt. Bilen blev fuldt pakket. Jeg mener. Der var ikke en tomme ledig, og jeg kunne ikke kigge ud af spejlet foran førersædet. Og så kørte vi. Vi nåede akkurat 100 kilometer væk fra Harstad, da nærlyset satte ud. Det var skidt, for i januar – som nu – bliver et allerede mørkt omkring kl. 14.30, og så er det virkelig sort som graven. Søster flippede ud. Sagde, at hun nægtede at køre med mig. Ville køres til lufthavnen og flyve hjem. Heldigvis virkede det lange lys og positionslyset stadig, så vi kørte retur.

De næste par dage undersøgte vi, om det kunne repareres. Det ville være dyrt, så det droppede vi. Men så var det, mine norske venner fik en genial ide. ”Lars, I har jo ikke travlt. Hvorfor kører I ikke bare i de lyse timer, og så tager den tid, I har brug for. Du vil jo også gerne fotografere undervejs. Min søster hoppede med på ideen, og sådan blev det. Vi kørte igen – og det var vildt. Både for mig og min søster.

Da vi nåede Oslo, ville min søster ikke med længere. Så jeg satte hende på Säfflebussen og kørte det lange stykke fra Oslo over Sverige og hjem. Det sjove var, at netop da jeg havde sat min søster af, kom nærlyset igen..

Jeg tror, det er der, det kommer, i min drøm, at min søster ikke ville være med til at flyve på gasflasken..

 

Flyvende på den blå Everton med vind i håret

På det helt banale plan, har min flyvelyst også fulgt mig på andre måder. Hele min barndom har været uden bil. Altså sådan at forstå, at mine forældre ikke havde bil. Derfor drømte jeg om at være mobil og komme lidt længere væk, end en almindelig cykel kunne bringe mig. Den første drøm af den slags var at flyve af sted på en racercykel. Vind i håret og så bare derudaf. Da jeg fik den blå Everton med gedebukkestyr, følte jeg mig som det heldigste asen på denne jord. Og jeg fik rigtignok følelsen af at flyve. Brugte mange tier på det blå lyn..

Da jeg blev 15 år, var det ligesom ikke nok længere. Jeg ville have noget med en motor. Alle kørte på fire gears Yamaha, så sådan en måtte jeg have. Og så var det jo heldigt, at jeg stadig havde konfirmationspenge tilbage. Husker, at jeg fandt den i Slagelse til kr. 4000,-. Far var med, for jeg måtte ikke køre. Jeg sag bagpå uden hjelm – og så begyndte vi at køre.

 

 

Yamahaen, der kunne køre 90

Yamahaen nåede hurtigt 60 km/t, og min far, der ikke er af mange ord, sagde ”Nåh”. Så nåede vi 70 km/t og det samme gentog sig – også da den nåede 80 km/t. Min far kommenterede aldrig på det. Han havde vel tillid til mig. Det viste sig for resten, at den kunne køre 90. Det er så vidt jeg kan regne ud noget mere, end de lovlige 30 km/t. Jeg havde stor glæde af den, lige indtil jeg besluttede mig for selv at prøve at skifte pakningerne i motoren. Det lykkedes ikke, og den stod længe under presenning i garagen. Lige til jeg flere dage i træk havde hørt klokker ude fra garagen. Da jeg derefter løftede presenningen fandt jeg ud af, at de ”venner”, der flere gange havde spurgt om jeg ville sælge, og jeg havde afkræftet, selv havde forsynet sig med tun, topstykke og mere.. Knallerten blev solgt for en slik derefter.

 

Drømmen om at køre mine forældre en tur i bil

image
På vej mod Saltfjeldet. Der er godt med vind og sne i luften.

 

Jeg ved ikke, hvornår drømmen om at køre mine forældre en tur i bil kom. Men det var i hvert fald længe i mine tidlige voksenår en drøm, at jeg skulle hjem og hente mine forældre i bil og køre dem en tur. Så da jeg blev 30 havde jeg ønsket mig et kørekort. Det fik jeg – og jeg tog selv kørekortet til mc oveni. Bil havde jeg ikke råd til, men der gik ikke længe, før jeg mødte Elisabeth, som jeg endte med at tage til Harstad med, da hun skulle være præst der for et halvt år. Jeg dukkede op i Oslo i 20 graders frost. Elisabeth havde over 39 i feber, så der var ingen diskussion. Jeg skulle køre. Sådan fik jeg taget min kørselserfarings-mødom..

 

Flyvende på 1200 ccm over Pyrenæerne

 Motorcykel lånte jeg mig til. Det var en deleordning på en gammel Honda 1000 ccm med V motor. Jeg kørte mandag til torsdag, og hun fredag til søndag. Det gik fint, og vi delte udgifterne. Bare ikke til større reparationer. Det gik fint, lige indtil hun fik den første 10.000 kr. regning for at få stillet ventiler. Så solgte hun den.

Da jeg så blev inviteret til bryllup i Biarriz i Sydfrankrig fandt jeg ud af, at det var billigst af flyve til Bilbao i Spanien. Men hvordan f…. skulle jeg komme derfra og til Frankrig. Tog en hurtig beslutning. Jeg lejer en mc. Jeg kendte alligevel ikke parret så godt, så jeg kunne lige så godt få et eventyr ud af det. Det blev en 1200 ccm sprit ny BMW (R1150GT). Det var godt nok dyrt, men så ville jeg jo få oplevet mange motorcyklisters drøm: at krydse Pyrenæerne på mc. Det blev også til en lang tur gennem en mark fuld med solsikker, tyrefægtning og tyreløb i gaderne.. Men det er en helt anden historie. Jeg følte i hvert fald, at jeg fløj på 1200 ccm. Og det var fantastisk.

 

Nå men tilbage til min tur i Nordnorge…

 

Vindblæst højland over Saltfjeldet og Polarcirklen

 Jeg har boet på et vandrehjemsagtigt sted i eget rum med eget bad og to senge. Alle faciliteter derudover befinder sig udenfor rummet. Fint nok – intet problem. Det viser sig, at stedet rummer Norges største samling af fiskeudstyr. Det sidder i montrer på alle gange. Ting der daterer sig tilbage til 1841 og frem til 1965. Det er ret utroligt, for alt er dokumenteret. Det viser sig, at det er administratoren af stedet, der er den inkarnerede samler.

image
Fishot: Jeg har forstået så meget, at det er en slangebøsseagtig ordning med line.. Perfekt for mig, der ikke er verdensmester i kast med fluestang..

 

image
Samlingen af fiskeudstyr står eller hænger i alle gange. Det er en imponerende samling.

 

image
Det er utroligt, så mange ting, der er produceret til fritidsfiskeri – og at det er gemt..

 

Jeg får en snak med hans medarbejder, der er en mand på de 55 ca. Han fortæller mig om samlingen. At han selv kommer fra Stavanger – har arbejdet længere mod nord end Harstad, og i nu længere tid har arbejdet her på Sandvik Gæstehjem. Men han stopper snart, for han har en Philipinsk kæreste/kone, som han skal ned og besøge. Han har ikke set hende i fire år. Jeg får nærmest ikke lov at tage af sted, for han har hele tiden et eller andet nyt, han vil fortælle og snakke om. Han kan f.eks. rigtig godt lide mine fotos fra Harstad – de langtidseksponerede. ”’Fantastiske fotos”, siger han. Da jeg skærer igennem og er på vej ud til min bil, ringer hans telefon endnu en gang, uden at han tager den. Jeg spørger nysgerrigt, og det viser sig, at han også har kontakt til en anden Phillipinsk kvinde. Hun er betjent højt på strå i landet – og selvom han har sagt til hende, at han kun kan have en af gangen, insisterer hun på at få kontakt med ham. Tja, hvad kan jeg sige. Jeg er ikke den eneste med en historie.

Prøv at læse teksten. Der er rent faktisk et lille skur, hvor man kan tage et hvil, hvis man bliver træt på rejsen..
Prøv at læse teksten. Der er rent faktisk et lille skur, hvor man kan tage et hvil, hvis man bliver træt på rejsen.. (Her kan du hvile dig og koble af, når du er på tur. Skal du kjøre langt, bør du tage pauser ofte. Er du søvnig, er det best å sove noen minutter før du kjører videre. Vi minner om at rasteplassen ikke er ment som overnattingsted. Håber du hjælper oss å holde plassen ren og ryddig. God tur videre – og hus bilbelte!)

Endelig er jeg på vej. Det viser sig, at de 500 km. Vil tage mindst 7,5 timer. Det er noget mere, end jeg havde regnet med. Bilradioen sætter ud – og jeg må stoppe og rode med ledningerne, før den kommer i gang igen.

Det er begyndt at sne, og det fyger. Jeg kører over rigtig mange fjeld. Det er glat, men jeg kommer mere og mere op i fart, og jeg kører ofte et sted mellem 70 og 80 i timen. Jeg skal jo frem. Turen trækker virkelig tænder ud, og der bliver røget en del smøger og drukket rigeligt med kaffe. Men højdepunktet kommer, da jeg når toppen af Saltfjeldet. Det er der Polarcirkel-centeret ligger. Det er højland. Og det højeste punkt er 792 meter over havet. Det er virkelig godt. Sneen fyger over vejen, så det ligner vand i oprør, lange hvidlige tang-tingester, der bevæger sig i skiftende striber over vejen, så det ligner spaghetti i en stor gryde, røg på et bål. Vejen er lige – snorlige. Og man må køre 90 km/t, så det gør jeg – mindst. Engelig når jeg tættere på Bognes, hvor jeg skal med færgen. Bliver et øjeblik i tvivl, om jeg skal dreje, drejer lidt – finder ud af, at jeg har for meget fart på, og beslutter mig for at tage den den anden vej rundt om hellen. Bilen skrider ud – faretruende tæt på at ryge i grøften, men heldigvis stopper forhjulet lige akkurat på den rigtige side, så jeg kan bakke den væk. Pyp.. reddet på målstregen. Den er næsten ikke til at få i gang igen. For dækkene glider. Men det lykkes langsomt. Sært, at man kan køre med 60 – 80 op og ned i fjeld i sving – uden den store risiko – når der er så glat , når man starter fra nul. Men en ting glemte jeg i hvert fald. Det er ikke kørslen som sådan, der er farlig. Det er når man bruger bremsen for hårdt.

Polarcirkelbyen Mo i Rana. Vildt rodet by, som jeg huskede positivt. Tror mest af alt det var for det eksotiske navn.
Polarcirkelbyen Mo i Rana. Vildt rodet by, som jeg huskede positivt. Tror mest af alt det var for det eksotiske navn.

Den sidste strækning er hård. Det er sort som kul, svingene er hårdnålesving – og foran mig kører en bil, der kører meget usikkert. Veksler mellem 40 og 80 km/t og bremser ned for det mindste vejskilt eller modkørende. Endelig kommer jeg fri, så jeg har ordentligt lys. Fjolset brugte slev ikke sit lange lys – og det gjorde min kørsel usikker. Alene som den forreste, går det som en leg. Nu sidder jeg på færgen. Får et velfortjent hvil og glæder mig til at møde min ven, Per Marius’ mor.

 

Flyvende på et firebenet væsen i en Western

Eftertanke: Det at flyve. Jo ældre jeg er blevet, jo mere ser jeg drømmene om at flyve som trangen til eventyr. Det har jeg gjort noget ved. Føler mest den følelse, når jeg kører motorcykel – og overraskende nok også, da jeg var på Island i sommers og var ude og ride for første gang i mit liv. Jeg fik at vide, at jeg var et naturtalent med en fabelagtig balance. Red med og uden sadel, krydsede vand og var oppe at stå på hesten. Den aede mig med hovedet som anerkendelse. Da jeg spurte, hvordan man satte hesten i galop, gjorde jeg, som der blev sagt, og jeg fløj afsted. Jeg hujede af al kraft: ”Det er jo faneme lige som at være med i en vestern.”.

 

Jeg tror, jeg ved, hvordan jeg får indfriet min drøm om at flyve..

3. Turen til Nordnorge

Polarcirklen krydset

Dag 3: Trondheim – Sandvik (nord for Mosjøen)

Vækkeuret arbejdede sig ind i min drøm. Der var et eller andet horn, der tudede, og jeg overvejede, om jeg gad at tage mig af det. Det gad jeg selvfølgelig til sidst, for hornet var en morgenvækning fra min telefon, der skrev, at klokken var 7.00, og på tide at stå op. Jeg er ikke morgenmenneske, men Trondheim er en by med det evin    delige problem større byer alle har; parkering. Så min parkering var gratis til kl. 8.00.

Til trods for at overnatningen kostede kr. 520, så var der ingen morgenmad. Men det viser sig faktisk, at det er billigt. I dag betaler jeg f.eks. 620,-  for et rum – men med morgenmad, og det ligger absolut i den billige ende. Norge ER et dyrt land – SÅ er det slået fast.

Træer, træer, træer, og fjeld. Glatte veje. Når jeg holder ind, glider forhjulene så let som ingenting. Man skal finde lige præcis den rigtige belastning på speederen for langsomt at få bilen i gang. Det mest utrolige er, at den alligevel kører fint med 80 km/t over fjeldveje, så længe der ikke er alt for skarpe sving.. Og det bliver man ofte nødt til for at ikke at få en lang slange af irriterede billister bag sig..

Data i bilen

Første projekt var at få et simkort med data. Det viser sig, at at det kun er i Narvessen-kiosker, jeg kan få det – alternativt i en mobil-telfon-shop. Prøver i Trondheim, men parkering er umulig, og da jeg endelig finder en butik, hvor jeg hele tiden står med det ene ben ud af døren, for at undgå en parkeringsbøde, viser det sig, at jeg skal købe et kort og tanke det op på min mobil – der kun tager nano- simkort (ultrasmå). Spørger om der mon findes et sted på vejen mod nord – og han forestår en lille by 40 km mod nord.

Bingo. Klokken er 9.20, og jeg finder Netcom-butikken. Næste overraskelse. Jeg kan få internet (1 gb) for en måned for 99,- norske kroner. Super. Eneste problem: Jeg skal have et norsk personnummer for at få lov at købe et datakort. Det må skylde anti-terror-lov og alt muligt, jeg ikke gider at forholde mig til. Ringer til Per Marius i Oslo. Telefonsvarer. Prøver hans mor, som jeg vækker – da hun ligger og sover, da hun skal på nattevagt. Låner hendes personnummer, så hun står for abonnementet – og så lykkes det sgu :-) Bølge – og lykke til.

Så sidder jeg pludselig langt mod nord med internet i bilen til både telefon og computer, og det er lykke.

Porten til Nordnorge

image

image

image

 

 

Vejene bliver mere og mere snoede, og jeg skal koncentrere mig endnu mere i forhold til vejgreb og fart. Og så pludselig er den der. Porten til Nordnorge. Turistbutikken er naturligvis lukket, og postkasserne med turistbrochurer opgiver jeg at komme til, for der er meter høj sne som en bræmme mellem mig og dem. Der står en lastbilchauffør, der tydeligvis er frustreret over et eller andet ved hans lastbil med hænger. Han går frem tilbage og sparker til dæk – prøver lidt med noget motor – og ender med at slå opgivende ud med armene. Den vil ikke. Han giver gas, og den giver et ryk – men ikke mere end det. Jeg visker sidste snefygning af ruderne og triller langsomt ud på E6 med fotos af porten på mobilen.

Bortset fra, at jeg havde lidt for meget fart på i et sving, og havde hjertet helt oppe i halsen, så når jeg – med mørkeblå himmel og mørke til Mosjøen.

image

image

 

Det er en virkelig flot by. Gik mig en lille tur – ladede vandet bag en snebunke og satte mig tilbage i bilen. Og der fik jeg brug for internettet. Fandt mig et rum i Sandvik – 20 km nord for Mosjøen – hvor jeg famlede mig frem til i bælragende mørke. For en gangs skyld har jeg hele aftenen foran mig. Dejligt rum. Køkkenmulighed – morgenmaden inkluderet. Nu har jeg kun en dag tilbage, inden jeg ender i Harstad. Det er “kun” 525″ kilometer væk. Kun: fordi det er den strækning, jeg glæder mig mest til – og der, hvor der er størst sandsynlighed for, at jeg stopper op og tager fotos.. Over sameland – over højere fjeld – højfjeld – Blåfjeld..

Nu skal der spises medbragt suppe ;-)

 

 

2. Turen til Nordnorge

image

 

Dag 2: Oslo – Trondheim (500 km)

Lagt i håndjern og kørt på stationen

Det var det mest psykedeliske, jeg længe har oplevet.. men det kommer jeg til senere i teksten :-)

Klokken var halv et, da jeg endelig kom fra Oslo. Per Marius, Ann Britt og jeg sad oppe og delte en flaske vin – og så kom der rom på bordet, så jeg havde brug for at tage den tid, jeg skulle bruges, før jeg kunne køre. Bilen stod stadig flot placeret i de store snebunker, og der var is på ruderne. Vandet i mine vandflasker var iskoldt – uden dog at være frosset.

Jeg ville have fundet mig en Narvessen, for at købe et datakort til det trådløse modem, som jeg har lånt af Doan. Men jeg fandt det ikke. Så det var bare afsted. Og der er altså vinter her i Norge. Allerede før Oslo, var der strøet lange hvide puder langs vejene og op ad fjeldene. Og det var som om der er blevet strøet mere af det, jo længere mod nord, jeg kommer. Det første, jeg bemærkede var, at der er automatiske betalingsanlæg. Man skal betale på motor-/motortrafikvejen E6. Og det er ikke bare en gang. Det er op mod ti gange, hvis ikke 15, at der har været sådan en registreringsting, som vi har på de to store broer i Danmark. Et par gange har min Brobizz endda sagt et højt “bip”. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det. Til historien hører, at der også af og til er et kamerasymbol ved siden af..  Men hvorom alt er: Jeg er glad for, at vi ikke har det på de danske veje..

Allerede kl. 15 begynder det at blive mørkere. Og en time senere er det bælgragende mørkt. Man kører på sne og is, og et par gange glider bilen et par centimeter eller ti, når jeg bremser. Det skal man lige vænne sig til – og sætte sin bremsning efter – altså..  så man ikke glider.

Fotomæssigt er det mest træer med sne på, der var kønt. Der er en enkelt flot stavkirke – men på den anden side. Det er altså også svært at bedømme, når det er sort som kong Volmers røv. Men når det nu bare er kørsel, så skal der åbenbart ske noget ekstraordinært. 8 kilometer efter Strøen bemærker jeg, at der er noget, der ligner en politibil bag mig. Kigger – kigger igen – og kigger igen, igen. Så begynder den at blinke med alt det blå, den kan. Tænker: Kan det være mig, den vil i kontakt med – og det viser det sig ganske rigtigt at være. Det eneste sted, jeg kan holde ind, er på et afkørselsspor – ligesom det, der er ved busholdepladser – bortset fra, at det her fortsætter ad en vej til højre. Der holder jeg noget tvivlende ind – tvivlende fordi jeg aldrig ville parkere der, hvis det var frivilligt.

Ruller ruden ned. En yngre mandlig politibetjent spørger lidt i øst og vest – kommer tilbage efter snak med hans kvindelige kollega – og beder mig om at puste i et alkometer. Det gør jeg – indtil det siger “bip”. Men jeg skal åbenbart puste indtil det stopper med at sige lyd. Så jeg prøver igen – resultat: nada. Han beder mig træde ud af bilen. Jeg skal lave alle mulige øvelser ala Olsenbanden – se ind i en lygte, mens han kører den fra side til side. Rette hovedet op og lukke øjnene – og så skal jeg tælle til det, men mener er 30 sekunder – og flere øvelser i den stil. Dog skal jeg ikke gå ad en streg i sneen. Han fortæller mig, at han synes jeg har meget små pupiller. Om jeg tager medicin – eller er på stoffer. Jeg afkræfter hans spørgsmål, og bliver bedt om at træde ud af bilen.

Jeg er ærligt talt ved at blive noget beklemt ved situationen. Men det stopper ikke der. Jeg bliver kropsvisiteret, bliver spurgt om jeg har noget skarpt i lommerne. Jeg siger: “Måske en kniv, men det kan også være, den er i bilen. Jeg bruger den til frugt og værktøjerne i den til at ordne mit fotoudstyr”.

Han fortæller mig, at han synes, at jeg har meget små pupiller. Derfor vil de tilbyde mig en af to ting: At jeg tager med på stationen 8 kilometer tilbage igen og pisser i en kop. Det er hurtigt overstået. Alternativt, at jeg tager med til Trondheim – 40 km væk – og får taget en blodprøve. Jeg vælger helt klart den første, og da går det op for mig, at jeg skal sættes ind i bilen med håndjern på – og lade bilen stå.

Det har jeg godt nok aldrig prøvet. Det føles virkelig sært. Jeg fik dog lov til at tage ting af værdi fra bilen med mig – i tilfælde af, at nogle ville bryde ind i den, som den stod der in the middle of nowhere..

Prøver at konversere med dem – men min stolthed gør det en smule akavet – og deres politimæssige måde at være på gør det svært for dem at smalltalke med mig – ikke at de var afvisende..

På stationen finder de akkurat ingenting på prøven – og jeg bliver kørt tilbage til min bil – rigtig godt og lang tid forsinket..

Nu er jeg i Trondheim og varmer min medbragte Gullash.. Klokken er mange..

1. Turen til Nordnorge

 

København S – Oslo: Grundigt toldcheck i Svinesund

 

I 2001-2002 boede jeg et år i Harstad. Jeg havde mødt et dejligt menneske – Elisabeth fra Oslo. Hun skulle til Harstad for at være præst, så jeg tog med. Det halve år endte med at blive til et helt år, for jeg måtte også bare opleve vintertiden/mørketiden og Nordlyset.

Det blev til en masse fantastiske fotos – der blandt andet kan ses på: http://www.artphoto.dk. Siden mit ophold i Nordnorge, har jeg drømt om at tage tilbage. Det er nemlig ikke bare at tage afsted. Der er 2000 kilometer dertil fra Danmark. Jeg er nu endelig ved at gentage turen i min 20 år gamle Toyota. Indtil nu er jeg nået til Oslo, og der er sne på vejene.

Det var en lang tur. I alt 615 kilometer, og jeg skulle være fremme i Oslo kl. 20.30. Kom først hjemmefra kl. 14.30, så jeg havde travlt. Hver gang jeg stoppede for at tisse eller tanke, blev min tidsplan forflyttet minimum 5 minutter. Men umiddelbart så det ud til, at jeg kunne være fremme fem minutter over halv.

Så nåede jeg til grænsen i Svinesund. Jeg blev vinket ind. En yngre kvinde, der begyndte at stille mig spørgsmål, og så kunne jeg se det komme. Blev undersøgt med narkohund fra top til tå, og så ville de også gerne undersøge bilen. Jeg blev nervøs. For det første havde jeg glemt registreringsbeviset til bilen, og for det andet havde jeg en flaske vin for meget med.

Det tog i alt 50 minutter. Jeg er aldrig blevet undersøgt før, men jeg tror også de tænkte, at det var en noget eksotisk dansker, der kom der og fortalte, at han skulle helt til fucking Harstad for at tage fotos  – og så påstod han oven i købet, at det ikke var erhvervsmæssigt..

Nå, men jeg fik til sidst lov at køre videre. Ankom 50 minutter for sent hos Per Marius og Ann Brit.

image

image

 

image