Kategoriarkiv: Rejser

14. Rejsen til Nordnorge

14. Oslo – Kornblomstvej, Danmark

Den nødvendige tur – i silende regn

I går ankom jeg omkring kl. 20 til Oslo. Kunne have taget E6 hele vejen, men valgte at tage den kortere tur ad vej 3. Det viste sig at være en hård og stabasserende tur. Men frem kom jeg.

Per Marius og Anne Britt gik i seng kl. 22. De skulle op kl. 6.00. Jeg havde ikke ro i kroppen, så jeg satte mig og skrev opdateringer. Kl. 24 måtte jeg i seng. Min bil holdt parkeret et sted, hvor der dagen efter (i dag) skulle være vejarbejde, så jeg stod op kl. 6.30. Fik en kande kaffe – og tog afsted sammen med mine værter.

image

Det regnede – ovenpå sne. Tænkte: “Åh nej, så er det stinkende glat”. Men det viste sig, at det åbenbart let kan skifte fra minus 16 til plusgrader, uden at det betyder, at det er overmåde glat. Rent faktisk viste det sig, at store vandpytter på motor/trafikvejen var langt værre. En enkelt gang giver det et ordentligt drøn i bilen, som stopper op i farten – men heller ikke mere, end at jeg kan fortsætte med stortset uændret fart. Det er underligt at køre i det føre.

Sverige er kedelig at køre i. I hvert fald fra Svinesund til Danmark. Og der er ikke meget at fortælle om, andet end at rejsen er slut.

Jeg er lykkelig over, at jeg endelig fik taget mig sammen til at tage turen igen. Det er tredie gang, jeg kører tur retur Harstad i Nordnorge i bil.

Nu er jeg hjemme. Jeg kan trøste med, at nok regner det i Danmark, men det gjorde det også hele vejen fra Oslo og hele vejen gennem Sverige. Det jeg glædede mig mest af alt over, var at få DAB-kanalerne fra Danmark igen efter Helsingborg. Norske DAB kanaler er helt ok. I Sverige er de jævnt kedelige, når man en sjælden gang rammer dem – men det er fedt at støde på P1, DR Jazz og DR Beat på vejen nedover Sverige.

image

Nu tænker jeg bare over næste rejse og næste eventyr..

13. Rejsen til Nordnorge

13. dag. Trondheim – Oslo – 25. januar 2015

Køre – bare køre. Jeg vil hjem

Klokken er 9.00. Vækkeuret ringer. Og jeg er frisk. Det er en fantastisk følelse. Jeg laver straks kaffe og sætter mig på sengen og skriver på min blog. Jeg har besluttet mig for først at køre kl. 11-12 stykker. Det er sjældent på denne tur, jeg har givet mig tid til andet end at rejse og fotografere, så nu skal det være. Turen til Oslo er på ca. 500 kilometer, så det er langt fra noget af det længste, jeg har kørt. Og det er søndag, så der er ingen parkeringsvagter, jeg skal tænke på og tidligt op for at undgå.

Jeg har tænkt mig at tage E6 noget af vejen, forkorte turen af vej 3 – og ind på E6 igen. Det viser sig hurtigt, at det er noget af den hårdeste tur. (Hvilket forresten er samme vej, som jeg kørte den anden vej). Det er iset, glat, og bilerne kan ikke vente. Har flere gange 10 biler efter mig, før jeg endelig får fundet et sted at holde ind. Og nogle gange lidt for hastigt. Men det går. Heldigvis – for selvrespekten overhaler jeg også både en lasbil og en personbil på vejen (hvoraf det kun er personbilen af de to, der kørte 50 km/t).

image
Der er utroligt meget sne i fjeldet på vejen fra Trondheim til Oslo – men undervejs passerer jeg også skilt til f.eks. Trysil.

 

Tidsplanen holder, og gps-en viser, at jeg er fremme kl. 19.02. Det er så desværre kun lige til jeg når til 80 km fra Oslo. Så står trafikken fuldstændig stille. Der er et skilt, der fortæller, at der kan være lukket for gennemkørsel på vejen i op til en halv time på grund af sprængning. Jeg tror desværre det er den, jeg er kommet til. Det er hele vejen igennem en lang tunnel, hvor folk holder som “sild i en tønde”..!! Pludselig viser gps-en, at jeg vil være fremme tre kvarter senere.

Men hvorom alt er. Jeg når frem til Per Marius og Ann Britt, bliver trakteret med pizza og et glas rødvin. Det er bare herligt. Nu vil jeg bare gerne hjem. Jeg er træt af at være på farten. Så i morgen tidlig går den hjemover til Danmark.

 

12. Rejsen til Nordnorge

12. dag.  Å i Lofoten til Trondheim – 24. januar 2015.

Laaang køretur på 700 kilometer

Klokken er 5.15, da vækkeuret ringer. Jeg skal med færgen kl. 7.00 fra Moskenes (Lofoten), og jeg skal være der tre kvarter før. Laver kaffe, tager et bad, samler mine ting, og kører afsted. Jeg er ikke frisk, for jeg er vågnet mindst tre gange med drømmen om, at jeg er kommet for sent op.

Jeg har forudbestilt færgen (hvilket koster kr. 100 kr ekstra i bestilingsgebyr) oveni de kr. 692 færgen koster. Turen tager tre timer, og det er noget gyngende med bovtoppen rytmisk bankende mod vandet. Da kvalmen har lagt sig sådan nogenlunde går jeg i gang med at skrive opdatering og redigere billeder.

image

image

image

imageJeg har egentlig ikke tænkt på det før nu. Men det går op for mig, at der “kun” er 1200 km til Oslo. Det betyder med andre ord, at jeg måske kan spare en overnatning. Det betyder bare lang kørsel. Jeg venter med at tage beslutningen til senere.

Gensyn med Saltfjeldet

Jeg har på forhånd besluttet mig for, at Saltfjeldet med sine 692 meter over havet skal have et lille ophold. Jeg er vild med den måde det flade landskab på toppen af fjeldet bare spyer sne over vejen i spor, der konstant skifter. Da jeg når på toppen har jeg imidlertid glemt, hvor ind-til-benet-koldt der er heroppe. Så det bliver til et kort ophold med optagning af video og foto, før jeg ræser videre.

Saltfjeldet, Norge
Saltfjeldet, Norge

Det er utroligt, så meget fjeld, der er. Det ene fjeld efter det andet. Og alle veje kræver ekstra stor opmærksomhed, for der er svine-glat. Det tærer på kræfterne. Men jeg får da taget disse fotos på turen også.

Norge2015-54Net

Norge2015-53Net

Da jeg har kørt 530 kilometer holder jeg ind og checker overnatningsmuligheder i nærheden på mit medbragte internet. Jeg kan få en intermistisk hytte uden indlagt vand til kr. 500,-. Det ligger 50 km væk efter Levanger. Men Trondheim ligger 170 kilometer væk, og er en lidt mere interessant by. Det betyder bare to timers kørsel mere, og klokken er snart 19. Det er dælme hårdt. Tænker, at jeg måske kan slå et smut i byen i Trondheim, når jeg når frem. Samtidig betyder den ekstra køretur, at jeg har kortere køretur til Oslo dagen efter, og det betyder en del, da jeg der skal overnatte hos Per Marius og Ann Britt. Jeg vil helst ikke komme alt for sent. Jeg bider tænderne sammen og kører de to timer mere.

Sove – bare sove

Da jeg ankommer til Trondheim, har jeg kørt 10 timer (oven i de tre timer, færgen tog fra tidlig morgenstund), så da jeg har fået taget mig sammen til at lave mad – er der ikke mere Lars tilbage til en bytur. Jeg går i stedet i seng ved midnatstid og sætter vækkeuret til kl. 9.00. Det er nu også let at fristes til at blive på rummet, for jeg har fundet et rum til fire personer med eget køkken på et hotellignende sted midt i Trondheim til kr. 635,-.

 

Og da jeg var ude at ryge, mødte jeg disse to personer på vej ind på hotellet igen. Det var lige som en af grundene til, at jeg valgte at blive – altså hvis de alle sammen var sådan i byen :-)

image

11. Rejsen til Nordnorge

11. Ballstad – Å i Lofoten – d. 22. januar 2015

Gensyn med en charmerende – men spids  – “dame”

Morgenen i Ballstad møder jeg med tømmermænd. Har med vilje sat vækkeuret til kl. 11, for klokken blev 4.00, før jeg kom i seng. Stædigheden førte mig ud med kamera efter det festlige lag. Men jeg burde have holdt mig hjemme. Teknikken strejkede – og det gjorde jeg også. Så jeg kan ikke komme væk hurtigt nok fra stedet, for jeg er skuffet over min egen viljestyrke. Videre ud på det, jeg egentlig kom efter. Eventyr. En af de ting, jeg kom efter, er netop gensynet med en gammel bekendt – en noget “spids dame”.

En sucker for gammelt håndværk

Før jeg overhovedet er kommet afsted støder jeg selvfølgelig på noget, jeg bare MÅ se. To gamle nuttede små fiskerbåde på dok. Ved nærmere eftersyn finder jeg ud af, at den ene af dem i hvert fald har fået en opgradering. Det er som at opleve Bonderøven (på DR2 på Dansk TV). Jeg elsker at se godt håndværk. Og det her, det har jeg respekt for.

Fiskerbåde på stående på land et sted mellem Ballstad og Å i Lofoten, Nordnorge
Fiskerbåde på stående på land et sted mellem Ballstad og Å i Lofoten, Nordnorge

 

PS: Alle fotos kan forstørres ved at klippe på dem (tilbage: tryk på tilbageknappen på din browser)

Og her det, jeg bliver fascineret af..
Og her det, jeg bliver fascineret af..

Og før jeg overhovedet kommer videre falder jeg over denne: Til “Hester” – altså: Til “heste”. Det er vidst en ældre version af hestetransport. Og jeg tænker over, om den mon stadig er i brug..

Hestetransport-vogn ala Nordnorge..
Hestetransport-vogn ala Nordnorge..

 

En vindblæst kyst

Det blæser koldt, så det river i næsen. Men jeg kan ikke lade være med at parkere igen. Krydser sne, bæk, is, og springer for ikke at få våde fødder. Det er en kamp om at få taget fotos, før fingrene og ansigtet fryser væk. Snefygning og bølger kæmper om kap.

Norge2015-58Net
Bølger og snefygning om kap. Lofoten/Norge

 

Et kært gensyn med et kært gammelt bekendtskab – en spids dame

Jeg spørger efter hende over alt, jeg kommer frem. Men selv lokalkendte giver forskellige svar, så jeg er ærligt talt i tvivl, om jeg vil møde hende igen. Jeg mødte hende en midsommer kl. 2.00 om natten i det mest fantastiske skue, jeg længe har oplevet, og jeg har siden ønsket at se hende igen. Hun stillede sig til skue i sit bedste skrud, og jeg nød hver en enkelt lille fantastisk lille fure i hende, hvor små de så end var.

På norsk siger man “Hu” om “Hun”, og det kan være hvad som helst. Det har noget med sproget at gøre. “Hu” er Nordnorsk og det, man betegner som Nynorsk i dag. Nynorsk er det, vi ville kalde dialekt. I dette tilfælde det Nordnorske. Det er ret fantastisk, for det sprog er også accepteret ved dom i sin mest udfoldede version. Historien går, at en rigtig indfødt nordmand fra Nordnorge skulle have kaldt en politibetjent for en “Jævle hestkyk”. Hvad det betyder, skal jeg komme ind på senere. Men det blev ført til doms, for politimanden følte sig godt og grundigt provoseret (som det hedder på norsk). Men dommen besluttede, at det var så indarbejdet en del af det Nordnorske sprog, at det var naturligt at udtrykke sig på den måde. “Jævle hestkyk” betyder forresten “forbandede hestepik”. Hvis jeg skal sammenligne med noget som helst sprog i det danske sprog, så er det fisker-dansk i Hirtshals, når det er værst. Da jeg boede i Aalborg og havde en kæreste fra Horne nær Hirtshals, sagde hendes far, der var godt lokalkendt, at jeg skulle lade være med at åbne munden, hvis jeg tog i byen i Hirtshals. For fandt fiskerne ud af, at jeg var Kjøbenhavner, så var der stor risiko for, at jeg ville få bank. For fiskerne to i byen med to formål – i nævnte rækkefølge. 1. At score damer. 2. At få gang i et godt gammeldags slagsmål. Og jeg – i mine læderbukser og med tommelfingerring var et stensikkert mål for version 2.

Nå, men modsætningen til Nynorsk er altså Bokmål. Det vi på dansk kalder “Rigsdansk”.

Tilbage til damen. I dette tilfælde ved jeg ikke, hvad du tænker på. Men hende, jeg oplevede på Lofoten i det mest fantastiske varme lys i midnatssolen klokken 2 om natten, det var altså et fjeld. Det viser sig at være i Fredvang. Og hende, jeg taler om, ser så sådan ud, da jeg mødte hende i 2001:

LHB10085Net
Midnatssol i Fredvang, Lofoten, Nordnorge. Elsker dette kønne spidste fjeld, og det står for mig som indbefattet af Lofoten. Jo længer du kommer ud i den ø-række, jo mere viser den..

 

Og sådan ser hun altså ud 13-14 år efter på vintertid:

Norge2015-60Net

Jeg var på Lofoen i midnatssol to gange – mindst. En af gangene var sammen med min mor og søster. Det var fantastisk at opleve de to opleve det med deres sanser. Da min søster og jeg var på vej ud af en smal sti, stoppede min mor og sagde, at vi bare skulle fortsætte. Hun ville lægge sig i græsset, nyde synet og blomsterne. Og klokken var som sagt 2.00 om natten.

Nå men fjeldet. Det er jeg ikke færdig med. Et skue, der har gjort så stort indtryk, fortjener at blive foreviget endnu mere. For det første, fordi jeg nu kender navnet på broen på billedet fra dengang. Men for det andet, fordi der er to broer lige efter hinanden. Og for ikke at skabe misforståelser. Det er fjeldet, der er “Hu”.

Norge2015-66Net

 

Norge2015-62Net

 

Norge2015-61Net

 

Norge2015-68Net

 

Norge2015-65Net

 

Norge2015-64Net

 

Og dette faldt også lige af på vejen.

Norge2015-63Net

 

 At genfinde sig selv, når man mindst venter det

Som fotograf er man ikke vant til at blive foreviget, men det er netop, hvad jeg oplever et sted mellem Fredvang og Å i Lofoten.

Udover over det spidste fjeld i Fredvang havde jeg to andre mål. At tage fotos i “den blå time” og billeder i is med det lys, der nu er. (Gav mig grønne fantasi-agtige fotos med røde og gule nuancer). Men jeg falder i hvert fald over “den blå time igen” på vej til Å. Og jeg skal virkelig tage mig sammen. Parkerer bilen efter fem minutters tagen-mig-sammen. Klatrer over autoværn, nedover store sten med pandelygte i .. panden – og ender ved store sten i ret heftig vinter-vind. Det er svært med de to stativer, to kameraer og jeg ved ikke hvad. Helst ikke tabe noget, for jeg ser det aldrig igen.

Først tager jeg bare – for mig – almindelige blå billeder:

Norge2015-70Net

 

 

Norge2015-72Net

Norge2015-71Net

Norge2015-73Net

Men da jeg flytter lokation viser det sig, at der kommer rødt lys fra gadelamperne, og det giver muligheder, jeg ikke lige havde tænkt på:

Norge2015-79Net

Norge2015-75Net

Norge2015-76Net

Det magiske øjeblik

Hvis du keder dig, så stå af. Enten interesserer du dig ikke nok for fotos – eller også formår jeg ikke at fange dig ind i det, jeg falder for. Ingen tvinger dig til at læse videre.

Men min passion er, når jeg oplever noget totalt uventet. Nok kom det røde lys på billederne som en overraskelse for mig, men det, at jeg selv pludselig også er med på billedet – det var fedt. Ikke nær så fedt, som da jeg tog diasbilleder, og først langt efter fik dem at se, når de var fremkaldt. Det handler om at lære noget nyt. Om at opleve det magiske. Her kommer en lille historie om at opleve magien.

 

Trylleri med Trym og et dias

“Den blå time” sagde Trym Ivar Bergsmo. “Det er den time, inden det bliver mørkt. Og det var stort set det, jeg havde at gå ud fra. Så jeg tog ud med min kamera og forsøgte at fange det; mange gange – og med ærligt talt svingende held. Og så  – pludselig stod det der – tydeligt klart og magisk.

Til fortællingen føler, at Trym Ivar Bergsmo er verdenskendt i Nordnorge som helt vildt dygtig naturfotograf. Jeg arbejdede frivilligt for ham i en periode, mens jeg boede i Harstad. Han er dygtig – desværre var jeg simpelthen ikke afklaret nok til at blive hos ham. Det er ikke hans skyld – men skyldes min utålmodighed og søgen efter, jeg ved ikke hvad, på det tidspunkt tilbage i 2001 i Harstad. Men altså – det magiske.

Så sad jeg der med mine fremkalde dias. Og så står der bare trylleri og magi i mit foto. Jeg kan ikke tro mine egne øjne. Har jeg taget det? og har mine cykellygte, jeg pegede på motivet med, skabt det? Jeg var ekstatisk og følte, at jeg fløj på en stor blå-time-sky.

Sten i "den blå time" - taget i Harstad i 2001.
Sten i “den blå time” – taget i Harstad i 2001.

 

Med på billedet!

Jeg er nu i 2015. Det er januar – det er nu:

Men så kigger jeg på et af de fotos, jeg har taget, og jeg tror ikke mine egne øjne. Jeg er sgu med på mine egne fotos – og uden at have planlagt det overhovedet. Det føles helt helt eksotisk og sært på samme tid. For billederne er taget med et halvt minuts lukketid.

Norge2015-77Net

Norge2015-78Net

 

En mørk utilnærmelig by – men et varmt hjem

Jeg vil så gerne tage flere nordlysbilleder. Men tiden arbejder imod mig. Jeg er i Å. Byen er mørk. Den er umulig at finde rundt i, og der er ingen adresser eller husnumre. Da jeg har kørt rundt forgæves i 20 minutter, ringer jeg. Og det viser sig, at de kan se, mig fra huset.

Kvinden er flinkt, imødekommende, og jeg får et dejligt rum med udsigt mod nord – hvorfra nordlyset kommer i aften. “Sig endelig til, hvis du ser nordlys inden kl. 23, for vi vil også gerne se det!”, siger hun.

Problemet er bare, at vi for det første er gemt bag et stort fjeld – og for det andet, at der er godt overskyet. Jeg har en altan, som jeg kan gå ud på, men intet nordlys i sigte, så jeg tager bilen og søger længere mod nord.

I desperation over at være på Lofoten sidste dag – uden nordlys i sigte, stopper jeg i bælragende mørke og tager fotos over fjeld. Og det skal der vise sig at komme noget uforudsigeligt ud af – og ret fedt, synes jeg:

Norge2015-36Net
Til min store overraskelse er der faktisk en smule nordlys – trods skyer..

Norge2015-39Net

Norge2015-38Net

Norge2015-37Net

Norge2015-41Net

 

Men derefter er billederne gule, som jeg drejer kameraet rundt og fokuserer på en anden del af himlen.

Norge2015-42Net

Norge2015-40Net

Norge2015-43Net
Fiskehjel (Fiskestativer). Her hænger fiskene til tørre – for at blive til tørfisk. I Nordnorge har man den rigtige luftfugtighed til at tørre dem. I Hirtshals ville der bare gå fluer i dem. Det er lidt for sent på sæsonen – så fiskene er taget ned.

Og med denne oplevelse i mente, kan jeg med god samvittighed gå i seng og sove før turen til fastlandet med færgen fra Moskenes til Bodø i morgen.

 

 

10. Turen til Nordnorge

10. dag. Ballstad – torsdag d. 22. januar 2015

En lidt for festglad udlejer

image
Kan man stå op til flottere udsigt? Sikkert – men jeg klager nu ikke over den udsigt, der mødte mig om formiddagen i Kabelvåg.

Morgenen i Kabelvåg byder også på et par flotte views. Som blandt andet morgenskuet, da jeg går ud af døren. Foran brugsen står noget, jeg har drømt om at eje længe. En Sparkstøtting. Overvejer stadig at købe en, skille den ad og bringe den  med hjem i bilen. Måske den kan sidde på væggen i stuen i min lejlighed.. (Den er stor..- altså sparkstøttingen..)

Sparkstøtting udfor Coop i Kabelvåg
Sparkstøtting udfor Coop i Kabelvåg

 

image

Kulturlandskab og mit tagg

Jeg kører fra Kabelvåg, og det er svært ikke at stoppe og tage fotos hele tiden, så det gør jeg. men en af de ting, jeg er specielt glad for at opleve er et spejl, der står ude i naturen. Det er en delf Kulturlandskab Nordland. Det er et projekt, hvor mange forskellige både norske og udenlandske kunstnere er indbudt til at lave et kunstvært i naturen, der ligesom tilføjer naturen noget, eller spiller sammen med. Dette spejl er buet på den ene side, så man ser fjeldene på helt andre måder.

image

Norge2015-46Net

 

image

Norge2015-45Net

image

Norge2015-51Net Norge2015-50Net

Norge2015-49Net

Norge2015-48Net

Norge2015-46Net

Den mildest talt irriterende udlejer

Jeg har fundet et værelse i Ballstad, der ligger et godt stykke væk fra alfavej (E6), men det viser sig, at lykken har tilsmilet mig. Da jeg kommer til receptionen og spørger, om jeg kan få et værelse med udsigt over vandet, får jeg at vide, at jeg kan få en opgradering (gratis). Det betyder med andre ord, at jeg får en hel rorbu (fiskehytte) for mig selv ret ved fiskelejet. Det er rent ud sagt fantastisk, og jeg glæder mig til at opleve nordlys fra fiskelejet.

Der er kun internet i hovedhuset, så jeg nøjes med mit medbragte internet – og går op i hovedhuset kl. 20.15 for at Skype med min mor. Der ankommer et par franskmænd – og det, der åbenbart er ejeren – viser stor interesse for dem – og specielt kvinden i forholdet. Det ender med, at han inviterer til “festing” – altså hos os. Jeg burde have været klog nok til at sige “nej tak”, for det går rygende galt. Snaps, vin, øl. Udlejeren afbryder mig konstant, når jeg forsøger at sige noget. Han kalder mig den “danske konge” og forsøger at købe franskmandens kone/kæreste med 20 fiktive kameler. Jeg synes efterhånden det er ved at blive noget anstrengende og pinligt, og problemet er, at vi er i min rorbu.

Norge2015-47Net

Da udlejeren endelig går, kan jeg godt droppe alt om foto. Selvom franskmændene er meget interesserede i foto, og hellere end gerne vil tage fotos sammen, går alt galt med min foto. Kameraet strejker og viser fejl, og det er ikke bare sådan at løse. Prøver det andet kamera, men så viser den manglende batteri. Så det ender med, at jeg dropper det og går i seng. Fest og foto passer ikke sammen..

#Ballstad  #Lofoten #artphoto

9. Rejsen til Nordnorge

9. dag. Harstad – Kabelvåg – onsdag d. 21. januar 2015

Fantastiske bjergtagende Lofoten

Jeg tager afsked med Solveig. Det er lidt svært at forlade hendes hyggelige lejlighed, der bare emmer af et varmt menneske. Men jeg må videre, og specielt ud til Lofoten, som jeg har drømt om at genopleve længe; og jeg har ikke mange dage igen, inden jeg må vende snuden hjemad.

image
Er det ikke bare en fantastisk velkomst at få?

 

image
“Mit” lille hyggelige rum hos Solveig i Harstad.

 

Lofast

Jeg har egentlig tænkt mig at køre over Sortland. Jeg er ikke så god til at få kigget på kort, og sidst jeg var på Lofoten, der tog jeg over Sortland. Sortland er også kendt som “Den blå By”. Det er en kunstner, der fundet på ideen om at male de fleste offentlige bygninger og en del industribygninger i byen blå. De skal følge et specielt farveskema indenfor blå, og så er der skrevet tekster på bygningerne rundt omkring. F.eks. står der en tekst nedenunder et vindue, der lyder: “Jeg er glad, jeg er liten. Så trænger jeg ikke falde så langt” eller noget i den stil. – Men jeg får heldigvis snakket med Solveig, der fortæller mig, at det er en stor omvej, der inkluderer to færgeovergange. Siden jeg har boet i Harstad, er vejsystemet Lofast bygget, og det går direkte til Lofoten igennem endnu flere tunneller end sidst, jeg var her.

Eide, på vej mod Lofoten, Norge
Eide, på vej mod Lofoten, Norge

 

Kabelvåg

Jeg booker sjældent noget før i sidste øjeblik. Nogle gange er det godt, for så holder jeg mulighederne åbne for at skifte planer. I dette tilfælde var det en dårlig ide. Vandrehjemmet Kunstnerhuset i Lofoten, der får virkelig gode anmeldelser på Booking.com, er blevet lejet ud lige før jeg kommer til Svolvær. Så jeg må videre. Finder et godt vandrehjem i Kabelvåg i stedet. Det er godt nok en noget mindre by, men jeg har alligevel ikke så meget at bruge selve byen til. Jeg vil aller helst have adgang til lysfri udsigt. Men jeg får da lige “Svolværgeita” (Svolvær geden) med mig. Den ligger lige indenfor den store indgangsport til Svolvær – altså udborede fjeld, man kører igennem. Man skal vide det, for ellers ræser man lige forbi, for det er ikke skiltet.

Svolværgeita i Svolvær. Man skal vide, den er der, ellers kører man ret forbi..
Svolværgeita i Svolvær. Man skal vide, den er der, ellers kører man ret forbi..

 

Og et close-up. Har set folk på fotos stå med et ben på hver sten. Det skal jeg ikke nyde noget af..
Og et close-up. Har set folk på fotos stå med et ben på hver sten. Det skal jeg ikke nyde noget af..

 

Vandrehjemmet har det, jeg skal bruge. Køkkenmulighed, internet og beliggenhed nede ved vand og fyrtårn. Jeg spørger efter “Pola” (Vinmonopolet) og får at vide, at den nærmeste ligger i Svolvær og lukker kl. 18. Jeg tager mig lidt tid og kører så til Svolvær. Det viser sig, at den lukkede kl. 16.30.

Nordlys, nordlys, nordlys

Nordlys over Kabelvåg. 28 mm, Bl. 2,8, Iso 200. Taget kl. 18.28
Nordlys over Kabelvåg. 28 mm, Bl. 2,8, Iso 200. Taget kl. 18.28

Aftenen viser sig med storslået Nordlys. Jeg går ud flere gange. Først ud på molen, hvor jeg tager fotos med molen og fyrtårnet som kulisse. Derefter bliver det en lille afsidesliggende top, hvor jeg bruger fjeldet, et par træer og en gravko som kulisse. Jeg giver først op kl. 2.00. Og det på trods af, at det vil vare hele natten. Men jeg har også en dag i morgen at tænke på. Jeg overvejer stadig, om det var en klog beslutning.. Men jeg har endelig fundet ud af, hvordan jeg skal løse problemet med det manglende udløserkabel. Jeg nøjes med de 15-30 sekunders lukketid og justerer på iso, blænde eller lukketid op til 30 sekunder, så slipper jeg for at holde fingeren på knappen og give rystelser. Det er virkelig en lettelse af finde ud af, at det kan lade sig gøre med tilfredsstillende resultat.

Norge2015-21Net
Nordlys over Kabelvåg

 

Norge2015-23Net

 

 

 

Norge2015-28Net

Norge2015-27Net

Norge2015-26Net

Norge2015-22Net Norge2015-21Net

Norge2015-5Net

Norge2015-4Net

Norge2015-3Net

Norge2015-2Net

Norge2015-1Net

Nogle gange skal jeg vente på, at nordlyset kommer igen. Der kan gå et par minutter. Der kan gå en halv time – og så fylder det det hele, står lige over byen, eller gør andre forunderlige ting. Farverne skifter, men for det meste er det grønt.

Norge2015-44Net

#nordlys #northernlight #artphoto #auroraborealis

8. Rejsen til Nordnorge

8. dag. Harstad – Tirsdag d. 20. januar 2015

I vikingernes fodspor – Trondenes

Jeg kører til Trondenes. Der ligger Trondenes Kirke, der menes at kunne spores tilbage til 1250. Det er en stenkirke, og området har fæstningsanlæg tilbage til vikingetiden, og der har tidligere ligget trækirker på stedet. Jeg holder af stedet, men mit mål er kysten på stedet. Der er bygget en lang vandresti langs vandet, et lille udsigtshus med bænke og en fasttømret stol, fæstnet i fjeldet, der kan drejes 180 grader rundt, så man kan nyde udsigten. Det er svine-koldt, og jeg døjer stadig lidt med teknikken. Problemet er, at den længste lukketid, jeg kan bruge på kameraet er 30 sekunder. Jeg bruger ofte op til 4 minutter – men så er det også med blænde 11-16 eller 22. Jeg kan også bruge “bulb” – men  jeg har ikke en “trådudløser til kameraet”, og det er ikke lykkes mig at finde i Harstad. Når jeg bare holder fingeren på kameraet i lang tid, så bliver stjernerne hakkede – jeg må altså komme til at bevæge kameraet alligevel – trods stativet under.

 

Diasudfordringer

Jeg er rusten, kan jeg mærke. Siger hele til mig selv, at jeg skal bruge de vildt dyre diasfilm, jeg købte med hjemmefra. Jeg købte 13 styk; det jeg kunne finde i Kbh inden afrejse. De stod i cirka 1500 kr,-. Men det er som om jeg er vokset fra det digitale kamera. Jeg vil se resultatet med det samme, og det manuelle kamera virker alt for let og gammeldags.. Jeg prøver nu alligevel et par shots med det. Og er spændt på resultatet, når jeg sammenligner.

Norge2105-23Net
Billede taget i “den blå time” ved Trondenes, Harstad, Nordnorge

 

Norge2015-17Net
Billede taget i “den blå time” ved Trondenes, Harstad, Nordnorge

 

Norge2015-13Net
Trondenes Kirke i baggrunden. Harstad, Nordnorge

 

Norge2015-19Net

 

Mine tæer er ved at fryse af, jeg har ondt i fingrene, og jeg er i det hele taget godt slidt efter tre timer ude i frostkulden. Så jeg beslutter mig for at trække pløkken. Da jeg stager mig op ad stenene i mørke, kan jeg mærke, at det er det helt rigtige tidspunkt. Turen tilbage til Trondenes Kirke, hvor bilen står, virker i hvert fald lang.

På vejen hjem nyder jeg at kunne handle ind i Rimi. Køber ind til lasagne (spinat/feta) glæder mig til at kunne traktere Solveig, når hun kommer træt hjem fra job.

Jeg bruger tid på maden. Det kan jeg godt lide. Men lige som maden er færdig til at stikke i ovnen, ringer Solveig. Klokken er 21. Hun siger: “Der er nordlys nu”. Så er der ikke andet at gøre, end at lade lasagnen stå kold udenfor ovnen og tage afsted. Finder et sted udenfor Harstad med moderat genskin fra byen. Det lykkes mig at tage et par nordlysbilleder, men forholdene er på ingen måde optimale (kraftige lamper fra det fabriksbyggeri, jeg står ved siden af). Og oveni det, kan jeg ikke finde billederne nu, hvor jeg skal vurdere, om jeg gider at lægge dem ud ,-)

Tja, så spiser vi lasagne – hygger os – og går trætte i seng. Men på alle måder en givtig dag.

 

7. Rejsen til Nordnorge

7. dag. Mandag d. 19. januar. Harstad/Bremnes

Retur til Bremnes

Det er lettere at finde stedet, når man allerede har været der. Så jeg finder det hurtigt. Jeg har en del flash backs på vejen dertil. Tanker om gamle dage. Om hvodan det var at være i Harstad. Hvordan det var at være der med Elisabeth – og endnu mere, hvordan det var at være der alene. Om norsk Musik (Bremnes/Madrugada) – ikke om nordnorsk wannabepop, amerikansk inspireret cowboymusik og anden dårlig smag.

Der er egentlig ikke så meget at sige. Jeg er ved at være træt af Harstad og kan mærke, at det er på tide at komme videre. Der er et Lofoten, der venter. Heldigvis venter Solveig derhjemme med god mad. Hun får pakket nogle kager til Per Marius, som hun har stået og hygget sig med at lave over dagen.

Norge2015-14

Norge2015-15Net

Norge2015-16Net

 

 

6. Turen til Nordnorge

6. dag. Harstad. D. 18. januar 2015

Jeg sover længe. Frem til kl. 11.30 vil jeg tro. Jeg har en eller anden præstationsangst siddende i kroppen. Det der med valg. Hvis jeg vælger det ene sted, så går jeg glip af noget, der måske var bedre. Skal jeg tage på Gangsåtoppen, der ligger tæt på? Eller skal jeg tage ud til Nuppen, der er et udsigtspunkt om sommeren, der ligger et godt stykke fra Harstad? Husker noget med, at det foto, jeg tog af to sten i blåt, var taget fra et sted i nærheden af Nuppen. Problemet er, at jeg ikke helt husker hvor. Samtidig har jeg en udfordring med igen at tage fotos med manuelt kamera. Jeg kan jo ikke se resultatet med det samme. Samtidig så har jeg udfordringen med de to digitalkameraer, at jeg ikke har opøvet teknikken til at bruge dem, at jeg forventer at få digital støj på billederne, og at jeg ikke har en fjernudløser, så jeg ikke selv laver rystelser, når jeg tager billederne med fingeren på knappen.

Jeg ender med at køre mod Nuppen. Det er ganske som jeg husker. Der er ikke store sten i vandet ud for Nuppen, som er egnede til at tage fotos af, så jeg fortsætter. Hver gang jeg ser store sten tæt på kysten i vandet, er der ingen mulighed for at stoppe. Shit.. Er ved at opgive, da jeg kommer til et sted, hvor jeg eventuelt kan luske mig forbi et hus, hvor der både er lys i og en bil parkeret udenfor. Parkerer lidt længere væk; finder en nedgang 300 meter derfra forbi nedlagte hytter/huse – og det er ok. Vender tilbage for at hente kamera, men ombestemmer mig. Det bliver til ekstra køretur. Endelig kommer jeg til et skilt, der viser “Grendehus”. Det er i nærheden af Bremnes (der forresten også er navnet på musikerfamilien Bremnes, der har samme navn – lyt blandt andet til “Blå Krukke”. Det er et fantastisk nummer)

Der kan jeg lige så forsigtigt passere en skråning fyldt med is mellem græsset og stentoppene. Og der er det. Det er bælragende mørkt, da jeg har været der i en halv time, og jeg fryser. Taber ting, finder dem igen, og er lykkelig over, at jeg har måttet låne en lygte af Solveig. Så er det ellers som et nyfødt spædbarn. Nye teknikker. Nye udfordringer. Føler mig lidt lost. Men ender med hovedsageligt at bruge det digitale kamera. Jeg har udfordringer med stativet. Og det stativ, jeg har (undskyld, at jeg ikke har fortalt det) lånt af Veronika, det giver mig nye udfordringer. Står med et stativ, der virker, og det kender jeg ikke. Men jeg forsøger, og det bliver til dette:

Norge2015-9Net
Billede i “den blå time” i nærheden af Bremnes, Nordnorge

 

Billede i "den blå time" i Bremnes, Nordnorge
Billede i “den blå time” i Bremnes, Nordnorge

På vejen hjem vil jeg købe ind og lave noget mad til Solveig og jeg. Problemet er bare at det er søndag, og jeg ikke finder nogle åbne butikker. Hjemme kigger jeg i køleskabet. Finder kartofler, laks, tomater mv. Så jeg laver stegt laks med to salater og kartofler plus flødeostesovs.

Solveig sætter pris på det – på trods af, at jeg har stegt en røget laks på panden. Men det kan i hvert fald spises. Og så var den dag ligesom slut.

 

 

5. Turen til Nordnorge

5. dag. Harstad

Flyver ikke længere – restituering

“Kjenner du han Myrland. Det er jo rart. Det er jo artigt.. ” (rart = underligt – artigt: kan jeg ikke finde på nogen dansk oversættelse for). Stedet er værtshuset “Utheim”, som vel kan sammenlignes med “1000Fryd” i Aalborg eller “Børnehuset/Jazzhuset” på Christiania. Med andre ord. Et lidt alternativt sted med højt til loftet sådan rent mentalt.

K.M. Myrland er nordnorges Kim Larsen. Og han er tilfældigvis min ven Per Marius far. – Og dette er nyt for mig: Han (faderen) var oprindelig sømand, men blev skadet af en ulykke i Houston i begyndelsen af 70-erne. I 1976 slog han igennem som kultvisesanger med samfundsrevsende sange – blandt andet albummet “Isbål”. Hans søn, Per Marius, mødte jeg på utestedet (værtshuset) “Neden om (og hjem)” i Harstad for 14 år siden. Det var et underground værtshus i midten af byen, der lå godt gemt i en kælder. Skiltet er der stadig, men stedet er desværre lukket nu.

Jeg kom der fordi jeg var på jagt efter nogle at snakke med. Harstad var på den tid et lille samfund, der lukkede sig om sig selv. Kom du som udlænding, var det meget svært at lære nye menneske at kende. Jeg mødte professionelle klassiske musikere fra Troms Musikken som blandt andet Øysten Elle, der var i Harsted med løn for at spille klassisk musik. Øystein var meget eksotisk for mig, med min baggrund i Studentersangforeningen, hvor jeg var 2. tenor. Han sang noget, som jeg aldrig vil kunne: Kontratenor, og jeg oplevede ham blandt andet synge 15. tals musik, der er umuligt for mig at beskrive. Og i den helt anden grøft –  mødte jeg folk på værtshuset “Neden om”. Her mødte jeg Per Marius. (Til orientering: Jeg var i Harstad med en norsk pige fra det sydlige Norge, der tog til Harstad for at være præst i et halvt år – og jeg var med som “præste-manden”.

“Kem er du?” Han stod bare der med et stort imødekommende fjæs, tæt bygget – uden at være afvisende stor – og gav alle mulige tegn på at være venlig. Han var en af de første i Harstad, der bare åbnede sig for mig og viste interesse for, hvem jeg var. Siden blev det til mange besøg på “Neden om”.

Jeg må have været eksotisk. Jeg kom som den eneste i Harstad i læderbukser (med snører i siden). Det syntes en del på det sted var eksotisk. Desuden havde jeg to raflebægre med (terningkopper). Jeg lærte Per Marius at spille “Meyer” og “Snyd”, og hurtigt lærte hele værtshuet at spille med terninger. Så det ene ben tager det andet. Pludselig var jeg “Neden om” ‘s pusher for “lærbukser” og “terningkopper”. Men jeg var også en ensom sjæl i et socialt lukket land, så jeg satte stor pris på den imødekommenhed, jeg fik på “Neden om”.  “Lukket land” fordi jeg på det tidspunkt var blevet solo i Harstad – og boede det sidste halve år i mørketiden alene her. Og “Lukket land”, fordi jeg var lige omkring de 30, single, og var en trussel for kæresterne til alle de kvinder, jeg mødte på mine ufaglærte jobs på Harstad Sykehus og Sama Sykehjem.

Per Marius og hans kæreste, Ann Britt, besøgte jeg i Oslo –  på vejen herop. For Per Marius flyttede – som så mange andre, der vil videre med uddannelse – væk fra Harstad. Nu bor jeg hos moderen til Per Marius – Solveig Tømmerås, der har taget mod mig med åbne arme. Den familie er fantastisk… Jeg inviterede mig selv til jul sammen med familien, og de var fantastiske. Men der mangler en mellemregning her: Hvorfor var jeg pludselig single i Harstad, når jeg nu var taget til byen – in the middle of nowhere in Norway –  med præste-kæresten Elisabeth?

Memorylane

Jeg kom til Harstad, på det jeg stod og gik på. Min uddannelse på universitetet, der var sat på pause, og en masse joberfaring som ufaglært som livredder og pædagogmedhjæper med arbejde med døvstumme og multihandicappede. Hvad skulle jeg leve af? Jeg snakkede med folk og fandt ud af, at jeg kunne søge job på sygehuset  i byen. Hurtigt var jeg vikar på både “Hjerte/Lunge” og “Medisinsk” – afdeling. For det var på en eller anden måde muligt i Norge, at få job på sygehus som ufaglært. Jeg sad vagt for selvmordskandidater, som jeg fik at vide, jeg ikke skulle forfølge, hvide de forsøgte at springe ud af vinduet eller at flygte fra afdelingen, og jeg var fast nattevagt i gennem længere tid for en ældre norsk mand, der kom hjem fra Spanien med “Gule Stafilykokker” (uhelbredeligt – stærkt smisomt – og personalet havde hele regimet af sikkerhedsudstyr på som f.eks. maske, dragt, plastiksutter på fødderne etc.). Her mødte jeg Gunnhild…

Havde snakket med hende på sygehuset, hvor jeg arbejdede. Jeg kunne ikke få øjnene væk fra hende. Hun var det stik modsatte af Elisabeth. Og de var hver især jordens dejligste. Den 17. maj blev jeg inviteret til at holde om aftenen sammen med Gunnhild, og så gik det stærkt. Jeg skal ikke fortælle så meget, men det gik grueligt galt – på trods af, at jeg ikke gjorde noget seriøst alvorligt galt. Jeg ved bare, at efter det, havde jeg ikke samvittighed til at være sammen med Elisabeth mere.

Det hele endte med, at Elisabeth tog tilbage som planlagt efter det halve år var gået. Der var kun et par måneder tilbage, og jeg overtalte hende til at blive tiden ud. Derefter fandt jeg mig en egen lejlighed i Harstad. Det var 2001 – det var til at starte med på et lille ynkeligt kollegieværelses-lignende hummer midt i byen. Det var nok den mest ensomme tid i mit liv – men også mest produktive. For at tage langtidseksponerede fotos i mørketid i Nordnorge, det er tough. Det kræver tålmodighed, ihærdighed, vedholdenhed og et ret godt helbred. Nogle gange må jeg opgive efter kort tid, fordi støvlerne er blevet våde, og jeg må banke varme i dem, fordi de gør så ondt af kulde.

“Jeg synes, du skal komme og sjå på tv-en”. Det er en lille pige på maks fire år, der stolper hen til mig. “Nå, hvorfor det?”, spørger jeg. “Der er nogle fly, der er fløjet ind i nogen huse?”. Jeg tænker, at pigen må have en forbandet god fantasi, men jeg vil heller ikke skuffe hende. Det er 11. september, og jeg tror ikke mine egne øjne, da det går op for mig, hvad der er sket..

Harstad 2015

Jeg er intet værd denne lørdag. Det er sindsygt hårdt at køre i bil i 7-8 timer. Så jeg tager mig en flere timer lang gåtur rundt i Harstad for at genopdage mine gamle bosteder. Det første sted, Elisabeth og jeg boede sammen. Huskede underligt nok, at den gamle eternitrønne var nummer 93. Husker overboerne, der vist råbte en del af hinanden – og en kone, der vist nok fik lidt tæv.

image
Seljestadveien 93, Harstad, hvor jeg og Elisabeth boede

 

Slog også smuttet fordi Coop i nærheden af lejligheden, hvor jeg blandt andet fandt “Dansk rubrødt-blanding”. Det var min redning dengang – så jeg måtte også købe en denne gang. Købte også en ting, jeg havde glemt. Norske Lefser med kanelcreme. Det er en slags blød oppustet pandekage – og de smager godt. Efter at have korset mig over priserne på øl, fortsatte jeg min færd.

image
Dansk Rugbrødsblanding..
image
Heineken halvliter kr. 29,- plus pant

 

 

Min lejlighed, hvor jeg boede alene – efter at have overlevet på kollegieværelset som en overgangshandling, tja – den var ok. Den lå midt i byen. En høj kælder  – ikke så vanvittig stor, men stor nok.  Tæt på havnen og centrum – og tæt på mit yndlings-værtshus  – rock baren Nedenom. Her blev jeg hurtigt kendt som ham med terningekopperne og lærbukserne. Lige så hurtigt ville folk have mig til at købe begge dele med hjem til dem, når jeg tog til Danmark – eller hvis jeg nu kunne bestille dem hjemmefra. Her mødte jeg også Per Marius.

Nedenom er nu lukket – desværre.

Om aftenen var jeg nødt til at tage mig en lur et par timer, der blev til een, fordi min mor ringede to gange i træk på Skype. Men om aftenen tog jeg på det andet værtshus, jeg husker i Harstad. Det hedder “Utheim”. Måtte først lige sen en film med Solveig (Per Marius mor), så den blev to, før jeg kom afsted. Jeg havde nær fået mig et chock. Nok med at en halvliters fad koster kr. 78. En almindelig whisky koster kr. 92. Og vi snakker noget i retning af 2 cl. Men det var ny hyggeligt nok. Trængte bare at komme ud og se nogle folk. Og så var der god basis for en god nats søvn.