Alle indlæg af larsholstbundgaard

9. Rejsen til Nordnorge

9. dag. Harstad – Kabelvåg – onsdag d. 21. januar 2015

Fantastiske bjergtagende Lofoten

Jeg tager afsked med Solveig. Det er lidt svært at forlade hendes hyggelige lejlighed, der bare emmer af et varmt menneske. Men jeg må videre, og specielt ud til Lofoten, som jeg har drømt om at genopleve længe; og jeg har ikke mange dage igen, inden jeg må vende snuden hjemad.

image
Er det ikke bare en fantastisk velkomst at få?

 

image
“Mit” lille hyggelige rum hos Solveig i Harstad.

 

Lofast

Jeg har egentlig tænkt mig at køre over Sortland. Jeg er ikke så god til at få kigget på kort, og sidst jeg var på Lofoten, der tog jeg over Sortland. Sortland er også kendt som “Den blå By”. Det er en kunstner, der fundet på ideen om at male de fleste offentlige bygninger og en del industribygninger i byen blå. De skal følge et specielt farveskema indenfor blå, og så er der skrevet tekster på bygningerne rundt omkring. F.eks. står der en tekst nedenunder et vindue, der lyder: “Jeg er glad, jeg er liten. Så trænger jeg ikke falde så langt” eller noget i den stil. – Men jeg får heldigvis snakket med Solveig, der fortæller mig, at det er en stor omvej, der inkluderer to færgeovergange. Siden jeg har boet i Harstad, er vejsystemet Lofast bygget, og det går direkte til Lofoten igennem endnu flere tunneller end sidst, jeg var her.

Eide, på vej mod Lofoten, Norge
Eide, på vej mod Lofoten, Norge

 

Kabelvåg

Jeg booker sjældent noget før i sidste øjeblik. Nogle gange er det godt, for så holder jeg mulighederne åbne for at skifte planer. I dette tilfælde var det en dårlig ide. Vandrehjemmet Kunstnerhuset i Lofoten, der får virkelig gode anmeldelser på Booking.com, er blevet lejet ud lige før jeg kommer til Svolvær. Så jeg må videre. Finder et godt vandrehjem i Kabelvåg i stedet. Det er godt nok en noget mindre by, men jeg har alligevel ikke så meget at bruge selve byen til. Jeg vil aller helst have adgang til lysfri udsigt. Men jeg får da lige “Svolværgeita” (Svolvær geden) med mig. Den ligger lige indenfor den store indgangsport til Svolvær – altså udborede fjeld, man kører igennem. Man skal vide det, for ellers ræser man lige forbi, for det er ikke skiltet.

Svolværgeita i Svolvær. Man skal vide, den er der, ellers kører man ret forbi..
Svolværgeita i Svolvær. Man skal vide, den er der, ellers kører man ret forbi..

 

Og et close-up. Har set folk på fotos stå med et ben på hver sten. Det skal jeg ikke nyde noget af..
Og et close-up. Har set folk på fotos stå med et ben på hver sten. Det skal jeg ikke nyde noget af..

 

Vandrehjemmet har det, jeg skal bruge. Køkkenmulighed, internet og beliggenhed nede ved vand og fyrtårn. Jeg spørger efter “Pola” (Vinmonopolet) og får at vide, at den nærmeste ligger i Svolvær og lukker kl. 18. Jeg tager mig lidt tid og kører så til Svolvær. Det viser sig, at den lukkede kl. 16.30.

Nordlys, nordlys, nordlys

Nordlys over Kabelvåg. 28 mm, Bl. 2,8, Iso 200. Taget kl. 18.28
Nordlys over Kabelvåg. 28 mm, Bl. 2,8, Iso 200. Taget kl. 18.28

Aftenen viser sig med storslået Nordlys. Jeg går ud flere gange. Først ud på molen, hvor jeg tager fotos med molen og fyrtårnet som kulisse. Derefter bliver det en lille afsidesliggende top, hvor jeg bruger fjeldet, et par træer og en gravko som kulisse. Jeg giver først op kl. 2.00. Og det på trods af, at det vil vare hele natten. Men jeg har også en dag i morgen at tænke på. Jeg overvejer stadig, om det var en klog beslutning.. Men jeg har endelig fundet ud af, hvordan jeg skal løse problemet med det manglende udløserkabel. Jeg nøjes med de 15-30 sekunders lukketid og justerer på iso, blænde eller lukketid op til 30 sekunder, så slipper jeg for at holde fingeren på knappen og give rystelser. Det er virkelig en lettelse af finde ud af, at det kan lade sig gøre med tilfredsstillende resultat.

Norge2015-21Net
Nordlys over Kabelvåg

 

Norge2015-23Net

 

 

 

Norge2015-28Net

Norge2015-27Net

Norge2015-26Net

Norge2015-22Net Norge2015-21Net

Norge2015-5Net

Norge2015-4Net

Norge2015-3Net

Norge2015-2Net

Norge2015-1Net

Nogle gange skal jeg vente på, at nordlyset kommer igen. Der kan gå et par minutter. Der kan gå en halv time – og så fylder det det hele, står lige over byen, eller gør andre forunderlige ting. Farverne skifter, men for det meste er det grønt.

Norge2015-44Net

#nordlys #northernlight #artphoto #auroraborealis

8. Rejsen til Nordnorge

8. dag. Harstad – Tirsdag d. 20. januar 2015

I vikingernes fodspor – Trondenes

Jeg kører til Trondenes. Der ligger Trondenes Kirke, der menes at kunne spores tilbage til 1250. Det er en stenkirke, og området har fæstningsanlæg tilbage til vikingetiden, og der har tidligere ligget trækirker på stedet. Jeg holder af stedet, men mit mål er kysten på stedet. Der er bygget en lang vandresti langs vandet, et lille udsigtshus med bænke og en fasttømret stol, fæstnet i fjeldet, der kan drejes 180 grader rundt, så man kan nyde udsigten. Det er svine-koldt, og jeg døjer stadig lidt med teknikken. Problemet er, at den længste lukketid, jeg kan bruge på kameraet er 30 sekunder. Jeg bruger ofte op til 4 minutter – men så er det også med blænde 11-16 eller 22. Jeg kan også bruge “bulb” – men  jeg har ikke en “trådudløser til kameraet”, og det er ikke lykkes mig at finde i Harstad. Når jeg bare holder fingeren på kameraet i lang tid, så bliver stjernerne hakkede – jeg må altså komme til at bevæge kameraet alligevel – trods stativet under.

 

Diasudfordringer

Jeg er rusten, kan jeg mærke. Siger hele til mig selv, at jeg skal bruge de vildt dyre diasfilm, jeg købte med hjemmefra. Jeg købte 13 styk; det jeg kunne finde i Kbh inden afrejse. De stod i cirka 1500 kr,-. Men det er som om jeg er vokset fra det digitale kamera. Jeg vil se resultatet med det samme, og det manuelle kamera virker alt for let og gammeldags.. Jeg prøver nu alligevel et par shots med det. Og er spændt på resultatet, når jeg sammenligner.

Norge2105-23Net
Billede taget i “den blå time” ved Trondenes, Harstad, Nordnorge

 

Norge2015-17Net
Billede taget i “den blå time” ved Trondenes, Harstad, Nordnorge

 

Norge2015-13Net
Trondenes Kirke i baggrunden. Harstad, Nordnorge

 

Norge2015-19Net

 

Mine tæer er ved at fryse af, jeg har ondt i fingrene, og jeg er i det hele taget godt slidt efter tre timer ude i frostkulden. Så jeg beslutter mig for at trække pløkken. Da jeg stager mig op ad stenene i mørke, kan jeg mærke, at det er det helt rigtige tidspunkt. Turen tilbage til Trondenes Kirke, hvor bilen står, virker i hvert fald lang.

På vejen hjem nyder jeg at kunne handle ind i Rimi. Køber ind til lasagne (spinat/feta) glæder mig til at kunne traktere Solveig, når hun kommer træt hjem fra job.

Jeg bruger tid på maden. Det kan jeg godt lide. Men lige som maden er færdig til at stikke i ovnen, ringer Solveig. Klokken er 21. Hun siger: “Der er nordlys nu”. Så er der ikke andet at gøre, end at lade lasagnen stå kold udenfor ovnen og tage afsted. Finder et sted udenfor Harstad med moderat genskin fra byen. Det lykkes mig at tage et par nordlysbilleder, men forholdene er på ingen måde optimale (kraftige lamper fra det fabriksbyggeri, jeg står ved siden af). Og oveni det, kan jeg ikke finde billederne nu, hvor jeg skal vurdere, om jeg gider at lægge dem ud ,-)

Tja, så spiser vi lasagne – hygger os – og går trætte i seng. Men på alle måder en givtig dag.

 

7. Rejsen til Nordnorge

7. dag. Mandag d. 19. januar. Harstad/Bremnes

Retur til Bremnes

Det er lettere at finde stedet, når man allerede har været der. Så jeg finder det hurtigt. Jeg har en del flash backs på vejen dertil. Tanker om gamle dage. Om hvodan det var at være i Harstad. Hvordan det var at være der med Elisabeth – og endnu mere, hvordan det var at være der alene. Om norsk Musik (Bremnes/Madrugada) – ikke om nordnorsk wannabepop, amerikansk inspireret cowboymusik og anden dårlig smag.

Der er egentlig ikke så meget at sige. Jeg er ved at være træt af Harstad og kan mærke, at det er på tide at komme videre. Der er et Lofoten, der venter. Heldigvis venter Solveig derhjemme med god mad. Hun får pakket nogle kager til Per Marius, som hun har stået og hygget sig med at lave over dagen.

Norge2015-14

Norge2015-15Net

Norge2015-16Net

 

 

6. Turen til Nordnorge

6. dag. Harstad. D. 18. januar 2015

Jeg sover længe. Frem til kl. 11.30 vil jeg tro. Jeg har en eller anden præstationsangst siddende i kroppen. Det der med valg. Hvis jeg vælger det ene sted, så går jeg glip af noget, der måske var bedre. Skal jeg tage på Gangsåtoppen, der ligger tæt på? Eller skal jeg tage ud til Nuppen, der er et udsigtspunkt om sommeren, der ligger et godt stykke fra Harstad? Husker noget med, at det foto, jeg tog af to sten i blåt, var taget fra et sted i nærheden af Nuppen. Problemet er, at jeg ikke helt husker hvor. Samtidig har jeg en udfordring med igen at tage fotos med manuelt kamera. Jeg kan jo ikke se resultatet med det samme. Samtidig så har jeg udfordringen med de to digitalkameraer, at jeg ikke har opøvet teknikken til at bruge dem, at jeg forventer at få digital støj på billederne, og at jeg ikke har en fjernudløser, så jeg ikke selv laver rystelser, når jeg tager billederne med fingeren på knappen.

Jeg ender med at køre mod Nuppen. Det er ganske som jeg husker. Der er ikke store sten i vandet ud for Nuppen, som er egnede til at tage fotos af, så jeg fortsætter. Hver gang jeg ser store sten tæt på kysten i vandet, er der ingen mulighed for at stoppe. Shit.. Er ved at opgive, da jeg kommer til et sted, hvor jeg eventuelt kan luske mig forbi et hus, hvor der både er lys i og en bil parkeret udenfor. Parkerer lidt længere væk; finder en nedgang 300 meter derfra forbi nedlagte hytter/huse – og det er ok. Vender tilbage for at hente kamera, men ombestemmer mig. Det bliver til ekstra køretur. Endelig kommer jeg til et skilt, der viser “Grendehus”. Det er i nærheden af Bremnes (der forresten også er navnet på musikerfamilien Bremnes, der har samme navn – lyt blandt andet til “Blå Krukke”. Det er et fantastisk nummer)

Der kan jeg lige så forsigtigt passere en skråning fyldt med is mellem græsset og stentoppene. Og der er det. Det er bælragende mørkt, da jeg har været der i en halv time, og jeg fryser. Taber ting, finder dem igen, og er lykkelig over, at jeg har måttet låne en lygte af Solveig. Så er det ellers som et nyfødt spædbarn. Nye teknikker. Nye udfordringer. Føler mig lidt lost. Men ender med hovedsageligt at bruge det digitale kamera. Jeg har udfordringer med stativet. Og det stativ, jeg har (undskyld, at jeg ikke har fortalt det) lånt af Veronika, det giver mig nye udfordringer. Står med et stativ, der virker, og det kender jeg ikke. Men jeg forsøger, og det bliver til dette:

Norge2015-9Net
Billede i “den blå time” i nærheden af Bremnes, Nordnorge

 

Billede i "den blå time" i Bremnes, Nordnorge
Billede i “den blå time” i Bremnes, Nordnorge

På vejen hjem vil jeg købe ind og lave noget mad til Solveig og jeg. Problemet er bare at det er søndag, og jeg ikke finder nogle åbne butikker. Hjemme kigger jeg i køleskabet. Finder kartofler, laks, tomater mv. Så jeg laver stegt laks med to salater og kartofler plus flødeostesovs.

Solveig sætter pris på det – på trods af, at jeg har stegt en røget laks på panden. Men det kan i hvert fald spises. Og så var den dag ligesom slut.

 

 

5. Turen til Nordnorge

5. dag. Harstad

Flyver ikke længere – restituering

“Kjenner du han Myrland. Det er jo rart. Det er jo artigt.. ” (rart = underligt – artigt: kan jeg ikke finde på nogen dansk oversættelse for). Stedet er værtshuset “Utheim”, som vel kan sammenlignes med “1000Fryd” i Aalborg eller “Børnehuset/Jazzhuset” på Christiania. Med andre ord. Et lidt alternativt sted med højt til loftet sådan rent mentalt.

K.M. Myrland er nordnorges Kim Larsen. Og han er tilfældigvis min ven Per Marius far. – Og dette er nyt for mig: Han (faderen) var oprindelig sømand, men blev skadet af en ulykke i Houston i begyndelsen af 70-erne. I 1976 slog han igennem som kultvisesanger med samfundsrevsende sange – blandt andet albummet “Isbål”. Hans søn, Per Marius, mødte jeg på utestedet (værtshuset) “Neden om (og hjem)” i Harstad for 14 år siden. Det var et underground værtshus i midten af byen, der lå godt gemt i en kælder. Skiltet er der stadig, men stedet er desværre lukket nu.

Jeg kom der fordi jeg var på jagt efter nogle at snakke med. Harstad var på den tid et lille samfund, der lukkede sig om sig selv. Kom du som udlænding, var det meget svært at lære nye menneske at kende. Jeg mødte professionelle klassiske musikere fra Troms Musikken som blandt andet Øysten Elle, der var i Harsted med løn for at spille klassisk musik. Øystein var meget eksotisk for mig, med min baggrund i Studentersangforeningen, hvor jeg var 2. tenor. Han sang noget, som jeg aldrig vil kunne: Kontratenor, og jeg oplevede ham blandt andet synge 15. tals musik, der er umuligt for mig at beskrive. Og i den helt anden grøft –  mødte jeg folk på værtshuset “Neden om”. Her mødte jeg Per Marius. (Til orientering: Jeg var i Harstad med en norsk pige fra det sydlige Norge, der tog til Harstad for at være præst i et halvt år – og jeg var med som “præste-manden”.

“Kem er du?” Han stod bare der med et stort imødekommende fjæs, tæt bygget – uden at være afvisende stor – og gav alle mulige tegn på at være venlig. Han var en af de første i Harstad, der bare åbnede sig for mig og viste interesse for, hvem jeg var. Siden blev det til mange besøg på “Neden om”.

Jeg må have været eksotisk. Jeg kom som den eneste i Harstad i læderbukser (med snører i siden). Det syntes en del på det sted var eksotisk. Desuden havde jeg to raflebægre med (terningkopper). Jeg lærte Per Marius at spille “Meyer” og “Snyd”, og hurtigt lærte hele værtshuet at spille med terninger. Så det ene ben tager det andet. Pludselig var jeg “Neden om” ‘s pusher for “lærbukser” og “terningkopper”. Men jeg var også en ensom sjæl i et socialt lukket land, så jeg satte stor pris på den imødekommenhed, jeg fik på “Neden om”.  “Lukket land” fordi jeg på det tidspunkt var blevet solo i Harstad – og boede det sidste halve år i mørketiden alene her. Og “Lukket land”, fordi jeg var lige omkring de 30, single, og var en trussel for kæresterne til alle de kvinder, jeg mødte på mine ufaglærte jobs på Harstad Sykehus og Sama Sykehjem.

Per Marius og hans kæreste, Ann Britt, besøgte jeg i Oslo –  på vejen herop. For Per Marius flyttede – som så mange andre, der vil videre med uddannelse – væk fra Harstad. Nu bor jeg hos moderen til Per Marius – Solveig Tømmerås, der har taget mod mig med åbne arme. Den familie er fantastisk… Jeg inviterede mig selv til jul sammen med familien, og de var fantastiske. Men der mangler en mellemregning her: Hvorfor var jeg pludselig single i Harstad, når jeg nu var taget til byen – in the middle of nowhere in Norway –  med præste-kæresten Elisabeth?

Memorylane

Jeg kom til Harstad, på det jeg stod og gik på. Min uddannelse på universitetet, der var sat på pause, og en masse joberfaring som ufaglært som livredder og pædagogmedhjæper med arbejde med døvstumme og multihandicappede. Hvad skulle jeg leve af? Jeg snakkede med folk og fandt ud af, at jeg kunne søge job på sygehuset  i byen. Hurtigt var jeg vikar på både “Hjerte/Lunge” og “Medisinsk” – afdeling. For det var på en eller anden måde muligt i Norge, at få job på sygehus som ufaglært. Jeg sad vagt for selvmordskandidater, som jeg fik at vide, jeg ikke skulle forfølge, hvide de forsøgte at springe ud af vinduet eller at flygte fra afdelingen, og jeg var fast nattevagt i gennem længere tid for en ældre norsk mand, der kom hjem fra Spanien med “Gule Stafilykokker” (uhelbredeligt – stærkt smisomt – og personalet havde hele regimet af sikkerhedsudstyr på som f.eks. maske, dragt, plastiksutter på fødderne etc.). Her mødte jeg Gunnhild…

Havde snakket med hende på sygehuset, hvor jeg arbejdede. Jeg kunne ikke få øjnene væk fra hende. Hun var det stik modsatte af Elisabeth. Og de var hver især jordens dejligste. Den 17. maj blev jeg inviteret til at holde om aftenen sammen med Gunnhild, og så gik det stærkt. Jeg skal ikke fortælle så meget, men det gik grueligt galt – på trods af, at jeg ikke gjorde noget seriøst alvorligt galt. Jeg ved bare, at efter det, havde jeg ikke samvittighed til at være sammen med Elisabeth mere.

Det hele endte med, at Elisabeth tog tilbage som planlagt efter det halve år var gået. Der var kun et par måneder tilbage, og jeg overtalte hende til at blive tiden ud. Derefter fandt jeg mig en egen lejlighed i Harstad. Det var 2001 – det var til at starte med på et lille ynkeligt kollegieværelses-lignende hummer midt i byen. Det var nok den mest ensomme tid i mit liv – men også mest produktive. For at tage langtidseksponerede fotos i mørketid i Nordnorge, det er tough. Det kræver tålmodighed, ihærdighed, vedholdenhed og et ret godt helbred. Nogle gange må jeg opgive efter kort tid, fordi støvlerne er blevet våde, og jeg må banke varme i dem, fordi de gør så ondt af kulde.

“Jeg synes, du skal komme og sjå på tv-en”. Det er en lille pige på maks fire år, der stolper hen til mig. “Nå, hvorfor det?”, spørger jeg. “Der er nogle fly, der er fløjet ind i nogen huse?”. Jeg tænker, at pigen må have en forbandet god fantasi, men jeg vil heller ikke skuffe hende. Det er 11. september, og jeg tror ikke mine egne øjne, da det går op for mig, hvad der er sket..

Harstad 2015

Jeg er intet værd denne lørdag. Det er sindsygt hårdt at køre i bil i 7-8 timer. Så jeg tager mig en flere timer lang gåtur rundt i Harstad for at genopdage mine gamle bosteder. Det første sted, Elisabeth og jeg boede sammen. Huskede underligt nok, at den gamle eternitrønne var nummer 93. Husker overboerne, der vist råbte en del af hinanden – og en kone, der vist nok fik lidt tæv.

image
Seljestadveien 93, Harstad, hvor jeg og Elisabeth boede

 

Slog også smuttet fordi Coop i nærheden af lejligheden, hvor jeg blandt andet fandt “Dansk rubrødt-blanding”. Det var min redning dengang – så jeg måtte også købe en denne gang. Købte også en ting, jeg havde glemt. Norske Lefser med kanelcreme. Det er en slags blød oppustet pandekage – og de smager godt. Efter at have korset mig over priserne på øl, fortsatte jeg min færd.

image
Dansk Rugbrødsblanding..
image
Heineken halvliter kr. 29,- plus pant

 

 

Min lejlighed, hvor jeg boede alene – efter at have overlevet på kollegieværelset som en overgangshandling, tja – den var ok. Den lå midt i byen. En høj kælder  – ikke så vanvittig stor, men stor nok.  Tæt på havnen og centrum – og tæt på mit yndlings-værtshus  – rock baren Nedenom. Her blev jeg hurtigt kendt som ham med terningekopperne og lærbukserne. Lige så hurtigt ville folk have mig til at købe begge dele med hjem til dem, når jeg tog til Danmark – eller hvis jeg nu kunne bestille dem hjemmefra. Her mødte jeg også Per Marius.

Nedenom er nu lukket – desværre.

Om aftenen var jeg nødt til at tage mig en lur et par timer, der blev til een, fordi min mor ringede to gange i træk på Skype. Men om aftenen tog jeg på det andet værtshus, jeg husker i Harstad. Det hedder “Utheim”. Måtte først lige sen en film med Solveig (Per Marius mor), så den blev to, før jeg kom afsted. Jeg havde nær fået mig et chock. Nok med at en halvliters fad koster kr. 78. En almindelig whisky koster kr. 92. Og vi snakker noget i retning af 2 cl. Men det var ny hyggeligt nok. Trængte bare at komme ud og se nogle folk. Og så var der god basis for en god nats søvn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4. Turen til Nordnorge

 

4. dag: Sandvik – Harstad

 

 Flyvende over København på en gasflaske

Jeg går med min søster i retning mod hjørnet hvor Ved Stadsgraven og Torvegade mødes. Det er lige i starten af Amagerbrogade. Med mig har jeg en stor gul gasflaske af dem, som man bruger i en gasovn. Min søster går ved min side. Jeg har en plan. Vi skal op og flyve på gasflasken. Planen er, at vi skal flyve til Nørrebro ind over byen. Men min søster begynder at trække lidt på det. Da jeg åbner for gassen, og den begynder at hæve sig, tager jeg fat med hånden, men min søster vil pludselig ikke længere. Jeg er selv fast besluttet på, at jeg vil prøve det. Men da er det, det går op for mig, at jeg måske får lidt svært ved at holde mig fast. Men nu er beslutningen truffet, og jeg vil ikke trække mig.

Jeg giver den mere gas, og som den begynder at hæve sig, svinger jeg benene rundt om den og holder fast, så jeg hænger med bagen nedad. Giver mere gas, og jeg begynder at flyve ind over byen. Det er fantastisk – men også noget nervepirrende. Og da går det op for mig, at jeg ikke har undersøgt vindretningen, og jeg er på vej mod Christianshavn. Jeg justere lidt på gassen, så jeg ikke kommer for højt. Men jeg ser tagene oppefra. Hvilket fantastisk syn.

Mit ene ben slipper, og jeg føler mig lidt usikker. Får det heldigvis krænget tilbage på plads. Da jeg når over vandet i retning mod Huset på Christianshavn, slækker jeg lidt på gassen og flyver lavere over vandet. Der går fire fem unge kvinder med fantastiske kjoler i vandet, der ser ud som alfer, fordi kjolerne glimter og giver genskin fra solen. Det er et fantastisk syn at se dem gå der i vandet. Jeg beslutter mig for at lande ved cafeen ved vandet !! Ja, den findes ikke – ved det, men det gør den altså for mig. Jeg går ind på cafeen og snakker med en af de mænd der sidder der. Vi snakker om de alfelignende kvinder i vandet, og jeg finder ud af, at skuet fra min flyvetur af alferne, er meget smukkere end det, mændene kan se fra cafeen.

Vækkeuret ringer – og jeg sidder tilbage med en fantastisk drøm. Drømmen om at flyve. Den har fulgt mig lige siden jeg var barn. Og det var aldrig i flyver eller ting i den stil. Ofte uden hjælpemidler – andre gange med en eller anden remedie. Men det er første gang, jeg har fløjet under en gasflaske.

 

Hvor dælen kommer drøm fra?

Drømmen hænger på eller anden måde sammen med den tur, jeg er på nu. Da jeg havde boet i Harstad i et år og skulle flytte hjem, fandt jeg ud af, at det var alt for dyrt at få sendt mine ting med den norske post. Det var betydeligt dyrere, end det jeg havde betalt det danske postvæsen, for at få sendt det op. Så jeg fandt et alternativ. Købte en gammel Ford Escort Gia med pigdæk til kr. 4500 norske. Inviterede min søster til at komme og køre med mig hele turen ned gennem Norge. Hun kom med fly, var betaget af vinterlandskabet og Nordnorge generelt. Bilen blev fuldt pakket. Jeg mener. Der var ikke en tomme ledig, og jeg kunne ikke kigge ud af spejlet foran førersædet. Og så kørte vi. Vi nåede akkurat 100 kilometer væk fra Harstad, da nærlyset satte ud. Det var skidt, for i januar – som nu – bliver et allerede mørkt omkring kl. 14.30, og så er det virkelig sort som graven. Søster flippede ud. Sagde, at hun nægtede at køre med mig. Ville køres til lufthavnen og flyve hjem. Heldigvis virkede det lange lys og positionslyset stadig, så vi kørte retur.

De næste par dage undersøgte vi, om det kunne repareres. Det ville være dyrt, så det droppede vi. Men så var det, mine norske venner fik en genial ide. ”Lars, I har jo ikke travlt. Hvorfor kører I ikke bare i de lyse timer, og så tager den tid, I har brug for. Du vil jo også gerne fotografere undervejs. Min søster hoppede med på ideen, og sådan blev det. Vi kørte igen – og det var vildt. Både for mig og min søster.

Da vi nåede Oslo, ville min søster ikke med længere. Så jeg satte hende på Säfflebussen og kørte det lange stykke fra Oslo over Sverige og hjem. Det sjove var, at netop da jeg havde sat min søster af, kom nærlyset igen..

Jeg tror, det er der, det kommer, i min drøm, at min søster ikke ville være med til at flyve på gasflasken..

 

Flyvende på den blå Everton med vind i håret

På det helt banale plan, har min flyvelyst også fulgt mig på andre måder. Hele min barndom har været uden bil. Altså sådan at forstå, at mine forældre ikke havde bil. Derfor drømte jeg om at være mobil og komme lidt længere væk, end en almindelig cykel kunne bringe mig. Den første drøm af den slags var at flyve af sted på en racercykel. Vind i håret og så bare derudaf. Da jeg fik den blå Everton med gedebukkestyr, følte jeg mig som det heldigste asen på denne jord. Og jeg fik rigtignok følelsen af at flyve. Brugte mange tier på det blå lyn..

Da jeg blev 15 år, var det ligesom ikke nok længere. Jeg ville have noget med en motor. Alle kørte på fire gears Yamaha, så sådan en måtte jeg have. Og så var det jo heldigt, at jeg stadig havde konfirmationspenge tilbage. Husker, at jeg fandt den i Slagelse til kr. 4000,-. Far var med, for jeg måtte ikke køre. Jeg sag bagpå uden hjelm – og så begyndte vi at køre.

 

 

Yamahaen, der kunne køre 90

Yamahaen nåede hurtigt 60 km/t, og min far, der ikke er af mange ord, sagde ”Nåh”. Så nåede vi 70 km/t og det samme gentog sig – også da den nåede 80 km/t. Min far kommenterede aldrig på det. Han havde vel tillid til mig. Det viste sig for resten, at den kunne køre 90. Det er så vidt jeg kan regne ud noget mere, end de lovlige 30 km/t. Jeg havde stor glæde af den, lige indtil jeg besluttede mig for selv at prøve at skifte pakningerne i motoren. Det lykkedes ikke, og den stod længe under presenning i garagen. Lige til jeg flere dage i træk havde hørt klokker ude fra garagen. Da jeg derefter løftede presenningen fandt jeg ud af, at de ”venner”, der flere gange havde spurgt om jeg ville sælge, og jeg havde afkræftet, selv havde forsynet sig med tun, topstykke og mere.. Knallerten blev solgt for en slik derefter.

 

Drømmen om at køre mine forældre en tur i bil

image
På vej mod Saltfjeldet. Der er godt med vind og sne i luften.

 

Jeg ved ikke, hvornår drømmen om at køre mine forældre en tur i bil kom. Men det var i hvert fald længe i mine tidlige voksenår en drøm, at jeg skulle hjem og hente mine forældre i bil og køre dem en tur. Så da jeg blev 30 havde jeg ønsket mig et kørekort. Det fik jeg – og jeg tog selv kørekortet til mc oveni. Bil havde jeg ikke råd til, men der gik ikke længe, før jeg mødte Elisabeth, som jeg endte med at tage til Harstad med, da hun skulle være præst der for et halvt år. Jeg dukkede op i Oslo i 20 graders frost. Elisabeth havde over 39 i feber, så der var ingen diskussion. Jeg skulle køre. Sådan fik jeg taget min kørselserfarings-mødom..

 

Flyvende på 1200 ccm over Pyrenæerne

 Motorcykel lånte jeg mig til. Det var en deleordning på en gammel Honda 1000 ccm med V motor. Jeg kørte mandag til torsdag, og hun fredag til søndag. Det gik fint, og vi delte udgifterne. Bare ikke til større reparationer. Det gik fint, lige indtil hun fik den første 10.000 kr. regning for at få stillet ventiler. Så solgte hun den.

Da jeg så blev inviteret til bryllup i Biarriz i Sydfrankrig fandt jeg ud af, at det var billigst af flyve til Bilbao i Spanien. Men hvordan f…. skulle jeg komme derfra og til Frankrig. Tog en hurtig beslutning. Jeg lejer en mc. Jeg kendte alligevel ikke parret så godt, så jeg kunne lige så godt få et eventyr ud af det. Det blev en 1200 ccm sprit ny BMW (R1150GT). Det var godt nok dyrt, men så ville jeg jo få oplevet mange motorcyklisters drøm: at krydse Pyrenæerne på mc. Det blev også til en lang tur gennem en mark fuld med solsikker, tyrefægtning og tyreløb i gaderne.. Men det er en helt anden historie. Jeg følte i hvert fald, at jeg fløj på 1200 ccm. Og det var fantastisk.

 

Nå men tilbage til min tur i Nordnorge…

 

Vindblæst højland over Saltfjeldet og Polarcirklen

 Jeg har boet på et vandrehjemsagtigt sted i eget rum med eget bad og to senge. Alle faciliteter derudover befinder sig udenfor rummet. Fint nok – intet problem. Det viser sig, at stedet rummer Norges største samling af fiskeudstyr. Det sidder i montrer på alle gange. Ting der daterer sig tilbage til 1841 og frem til 1965. Det er ret utroligt, for alt er dokumenteret. Det viser sig, at det er administratoren af stedet, der er den inkarnerede samler.

image
Fishot: Jeg har forstået så meget, at det er en slangebøsseagtig ordning med line.. Perfekt for mig, der ikke er verdensmester i kast med fluestang..

 

image
Samlingen af fiskeudstyr står eller hænger i alle gange. Det er en imponerende samling.

 

image
Det er utroligt, så mange ting, der er produceret til fritidsfiskeri – og at det er gemt..

 

Jeg får en snak med hans medarbejder, der er en mand på de 55 ca. Han fortæller mig om samlingen. At han selv kommer fra Stavanger – har arbejdet længere mod nord end Harstad, og i nu længere tid har arbejdet her på Sandvik Gæstehjem. Men han stopper snart, for han har en Philipinsk kæreste/kone, som han skal ned og besøge. Han har ikke set hende i fire år. Jeg får nærmest ikke lov at tage af sted, for han har hele tiden et eller andet nyt, han vil fortælle og snakke om. Han kan f.eks. rigtig godt lide mine fotos fra Harstad – de langtidseksponerede. ”’Fantastiske fotos”, siger han. Da jeg skærer igennem og er på vej ud til min bil, ringer hans telefon endnu en gang, uden at han tager den. Jeg spørger nysgerrigt, og det viser sig, at han også har kontakt til en anden Phillipinsk kvinde. Hun er betjent højt på strå i landet – og selvom han har sagt til hende, at han kun kan have en af gangen, insisterer hun på at få kontakt med ham. Tja, hvad kan jeg sige. Jeg er ikke den eneste med en historie.

Prøv at læse teksten. Der er rent faktisk et lille skur, hvor man kan tage et hvil, hvis man bliver træt på rejsen..
Prøv at læse teksten. Der er rent faktisk et lille skur, hvor man kan tage et hvil, hvis man bliver træt på rejsen.. (Her kan du hvile dig og koble af, når du er på tur. Skal du kjøre langt, bør du tage pauser ofte. Er du søvnig, er det best å sove noen minutter før du kjører videre. Vi minner om at rasteplassen ikke er ment som overnattingsted. Håber du hjælper oss å holde plassen ren og ryddig. God tur videre – og hus bilbelte!)

Endelig er jeg på vej. Det viser sig, at de 500 km. Vil tage mindst 7,5 timer. Det er noget mere, end jeg havde regnet med. Bilradioen sætter ud – og jeg må stoppe og rode med ledningerne, før den kommer i gang igen.

Det er begyndt at sne, og det fyger. Jeg kører over rigtig mange fjeld. Det er glat, men jeg kommer mere og mere op i fart, og jeg kører ofte et sted mellem 70 og 80 i timen. Jeg skal jo frem. Turen trækker virkelig tænder ud, og der bliver røget en del smøger og drukket rigeligt med kaffe. Men højdepunktet kommer, da jeg når toppen af Saltfjeldet. Det er der Polarcirkel-centeret ligger. Det er højland. Og det højeste punkt er 792 meter over havet. Det er virkelig godt. Sneen fyger over vejen, så det ligner vand i oprør, lange hvidlige tang-tingester, der bevæger sig i skiftende striber over vejen, så det ligner spaghetti i en stor gryde, røg på et bål. Vejen er lige – snorlige. Og man må køre 90 km/t, så det gør jeg – mindst. Engelig når jeg tættere på Bognes, hvor jeg skal med færgen. Bliver et øjeblik i tvivl, om jeg skal dreje, drejer lidt – finder ud af, at jeg har for meget fart på, og beslutter mig for at tage den den anden vej rundt om hellen. Bilen skrider ud – faretruende tæt på at ryge i grøften, men heldigvis stopper forhjulet lige akkurat på den rigtige side, så jeg kan bakke den væk. Pyp.. reddet på målstregen. Den er næsten ikke til at få i gang igen. For dækkene glider. Men det lykkes langsomt. Sært, at man kan køre med 60 – 80 op og ned i fjeld i sving – uden den store risiko – når der er så glat , når man starter fra nul. Men en ting glemte jeg i hvert fald. Det er ikke kørslen som sådan, der er farlig. Det er når man bruger bremsen for hårdt.

Polarcirkelbyen Mo i Rana. Vildt rodet by, som jeg huskede positivt. Tror mest af alt det var for det eksotiske navn.
Polarcirkelbyen Mo i Rana. Vildt rodet by, som jeg huskede positivt. Tror mest af alt det var for det eksotiske navn.

Den sidste strækning er hård. Det er sort som kul, svingene er hårdnålesving – og foran mig kører en bil, der kører meget usikkert. Veksler mellem 40 og 80 km/t og bremser ned for det mindste vejskilt eller modkørende. Endelig kommer jeg fri, så jeg har ordentligt lys. Fjolset brugte slev ikke sit lange lys – og det gjorde min kørsel usikker. Alene som den forreste, går det som en leg. Nu sidder jeg på færgen. Får et velfortjent hvil og glæder mig til at møde min ven, Per Marius’ mor.

 

Flyvende på et firebenet væsen i en Western

Eftertanke: Det at flyve. Jo ældre jeg er blevet, jo mere ser jeg drømmene om at flyve som trangen til eventyr. Det har jeg gjort noget ved. Føler mest den følelse, når jeg kører motorcykel – og overraskende nok også, da jeg var på Island i sommers og var ude og ride for første gang i mit liv. Jeg fik at vide, at jeg var et naturtalent med en fabelagtig balance. Red med og uden sadel, krydsede vand og var oppe at stå på hesten. Den aede mig med hovedet som anerkendelse. Da jeg spurte, hvordan man satte hesten i galop, gjorde jeg, som der blev sagt, og jeg fløj afsted. Jeg hujede af al kraft: ”Det er jo faneme lige som at være med i en vestern.”.

 

Jeg tror, jeg ved, hvordan jeg får indfriet min drøm om at flyve..

3. Turen til Nordnorge

Polarcirklen krydset

Dag 3: Trondheim – Sandvik (nord for Mosjøen)

Vækkeuret arbejdede sig ind i min drøm. Der var et eller andet horn, der tudede, og jeg overvejede, om jeg gad at tage mig af det. Det gad jeg selvfølgelig til sidst, for hornet var en morgenvækning fra min telefon, der skrev, at klokken var 7.00, og på tide at stå op. Jeg er ikke morgenmenneske, men Trondheim er en by med det evin    delige problem større byer alle har; parkering. Så min parkering var gratis til kl. 8.00.

Til trods for at overnatningen kostede kr. 520, så var der ingen morgenmad. Men det viser sig faktisk, at det er billigt. I dag betaler jeg f.eks. 620,-  for et rum – men med morgenmad, og det ligger absolut i den billige ende. Norge ER et dyrt land – SÅ er det slået fast.

Træer, træer, træer, og fjeld. Glatte veje. Når jeg holder ind, glider forhjulene så let som ingenting. Man skal finde lige præcis den rigtige belastning på speederen for langsomt at få bilen i gang. Det mest utrolige er, at den alligevel kører fint med 80 km/t over fjeldveje, så længe der ikke er alt for skarpe sving.. Og det bliver man ofte nødt til for at ikke at få en lang slange af irriterede billister bag sig..

Data i bilen

Første projekt var at få et simkort med data. Det viser sig, at at det kun er i Narvessen-kiosker, jeg kan få det – alternativt i en mobil-telfon-shop. Prøver i Trondheim, men parkering er umulig, og da jeg endelig finder en butik, hvor jeg hele tiden står med det ene ben ud af døren, for at undgå en parkeringsbøde, viser det sig, at jeg skal købe et kort og tanke det op på min mobil – der kun tager nano- simkort (ultrasmå). Spørger om der mon findes et sted på vejen mod nord – og han forestår en lille by 40 km mod nord.

Bingo. Klokken er 9.20, og jeg finder Netcom-butikken. Næste overraskelse. Jeg kan få internet (1 gb) for en måned for 99,- norske kroner. Super. Eneste problem: Jeg skal have et norsk personnummer for at få lov at købe et datakort. Det må skylde anti-terror-lov og alt muligt, jeg ikke gider at forholde mig til. Ringer til Per Marius i Oslo. Telefonsvarer. Prøver hans mor, som jeg vækker – da hun ligger og sover, da hun skal på nattevagt. Låner hendes personnummer, så hun står for abonnementet – og så lykkes det sgu :-) Bølge – og lykke til.

Så sidder jeg pludselig langt mod nord med internet i bilen til både telefon og computer, og det er lykke.

Porten til Nordnorge

image

image

image

 

 

Vejene bliver mere og mere snoede, og jeg skal koncentrere mig endnu mere i forhold til vejgreb og fart. Og så pludselig er den der. Porten til Nordnorge. Turistbutikken er naturligvis lukket, og postkasserne med turistbrochurer opgiver jeg at komme til, for der er meter høj sne som en bræmme mellem mig og dem. Der står en lastbilchauffør, der tydeligvis er frustreret over et eller andet ved hans lastbil med hænger. Han går frem tilbage og sparker til dæk – prøver lidt med noget motor – og ender med at slå opgivende ud med armene. Den vil ikke. Han giver gas, og den giver et ryk – men ikke mere end det. Jeg visker sidste snefygning af ruderne og triller langsomt ud på E6 med fotos af porten på mobilen.

Bortset fra, at jeg havde lidt for meget fart på i et sving, og havde hjertet helt oppe i halsen, så når jeg – med mørkeblå himmel og mørke til Mosjøen.

image

image

 

Det er en virkelig flot by. Gik mig en lille tur – ladede vandet bag en snebunke og satte mig tilbage i bilen. Og der fik jeg brug for internettet. Fandt mig et rum i Sandvik – 20 km nord for Mosjøen – hvor jeg famlede mig frem til i bælragende mørke. For en gangs skyld har jeg hele aftenen foran mig. Dejligt rum. Køkkenmulighed – morgenmaden inkluderet. Nu har jeg kun en dag tilbage, inden jeg ender i Harstad. Det er “kun” 525″ kilometer væk. Kun: fordi det er den strækning, jeg glæder mig mest til – og der, hvor der er størst sandsynlighed for, at jeg stopper op og tager fotos.. Over sameland – over højere fjeld – højfjeld – Blåfjeld..

Nu skal der spises medbragt suppe ;-)

 

 

2. Turen til Nordnorge

image

 

Dag 2: Oslo – Trondheim (500 km)

Lagt i håndjern og kørt på stationen

Det var det mest psykedeliske, jeg længe har oplevet.. men det kommer jeg til senere i teksten :-)

Klokken var halv et, da jeg endelig kom fra Oslo. Per Marius, Ann Britt og jeg sad oppe og delte en flaske vin – og så kom der rom på bordet, så jeg havde brug for at tage den tid, jeg skulle bruges, før jeg kunne køre. Bilen stod stadig flot placeret i de store snebunker, og der var is på ruderne. Vandet i mine vandflasker var iskoldt – uden dog at være frosset.

Jeg ville have fundet mig en Narvessen, for at købe et datakort til det trådløse modem, som jeg har lånt af Doan. Men jeg fandt det ikke. Så det var bare afsted. Og der er altså vinter her i Norge. Allerede før Oslo, var der strøet lange hvide puder langs vejene og op ad fjeldene. Og det var som om der er blevet strøet mere af det, jo længere mod nord, jeg kommer. Det første, jeg bemærkede var, at der er automatiske betalingsanlæg. Man skal betale på motor-/motortrafikvejen E6. Og det er ikke bare en gang. Det er op mod ti gange, hvis ikke 15, at der har været sådan en registreringsting, som vi har på de to store broer i Danmark. Et par gange har min Brobizz endda sagt et højt “bip”. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det. Til historien hører, at der også af og til er et kamerasymbol ved siden af..  Men hvorom alt er: Jeg er glad for, at vi ikke har det på de danske veje..

Allerede kl. 15 begynder det at blive mørkere. Og en time senere er det bælgragende mørkt. Man kører på sne og is, og et par gange glider bilen et par centimeter eller ti, når jeg bremser. Det skal man lige vænne sig til – og sætte sin bremsning efter – altså..  så man ikke glider.

Fotomæssigt er det mest træer med sne på, der var kønt. Der er en enkelt flot stavkirke – men på den anden side. Det er altså også svært at bedømme, når det er sort som kong Volmers røv. Men når det nu bare er kørsel, så skal der åbenbart ske noget ekstraordinært. 8 kilometer efter Strøen bemærker jeg, at der er noget, der ligner en politibil bag mig. Kigger – kigger igen – og kigger igen, igen. Så begynder den at blinke med alt det blå, den kan. Tænker: Kan det være mig, den vil i kontakt med – og det viser det sig ganske rigtigt at være. Det eneste sted, jeg kan holde ind, er på et afkørselsspor – ligesom det, der er ved busholdepladser – bortset fra, at det her fortsætter ad en vej til højre. Der holder jeg noget tvivlende ind – tvivlende fordi jeg aldrig ville parkere der, hvis det var frivilligt.

Ruller ruden ned. En yngre mandlig politibetjent spørger lidt i øst og vest – kommer tilbage efter snak med hans kvindelige kollega – og beder mig om at puste i et alkometer. Det gør jeg – indtil det siger “bip”. Men jeg skal åbenbart puste indtil det stopper med at sige lyd. Så jeg prøver igen – resultat: nada. Han beder mig træde ud af bilen. Jeg skal lave alle mulige øvelser ala Olsenbanden – se ind i en lygte, mens han kører den fra side til side. Rette hovedet op og lukke øjnene – og så skal jeg tælle til det, men mener er 30 sekunder – og flere øvelser i den stil. Dog skal jeg ikke gå ad en streg i sneen. Han fortæller mig, at han synes jeg har meget små pupiller. Om jeg tager medicin – eller er på stoffer. Jeg afkræfter hans spørgsmål, og bliver bedt om at træde ud af bilen.

Jeg er ærligt talt ved at blive noget beklemt ved situationen. Men det stopper ikke der. Jeg bliver kropsvisiteret, bliver spurgt om jeg har noget skarpt i lommerne. Jeg siger: “Måske en kniv, men det kan også være, den er i bilen. Jeg bruger den til frugt og værktøjerne i den til at ordne mit fotoudstyr”.

Han fortæller mig, at han synes, at jeg har meget små pupiller. Derfor vil de tilbyde mig en af to ting: At jeg tager med på stationen 8 kilometer tilbage igen og pisser i en kop. Det er hurtigt overstået. Alternativt, at jeg tager med til Trondheim – 40 km væk – og får taget en blodprøve. Jeg vælger helt klart den første, og da går det op for mig, at jeg skal sættes ind i bilen med håndjern på – og lade bilen stå.

Det har jeg godt nok aldrig prøvet. Det føles virkelig sært. Jeg fik dog lov til at tage ting af værdi fra bilen med mig – i tilfælde af, at nogle ville bryde ind i den, som den stod der in the middle of nowhere..

Prøver at konversere med dem – men min stolthed gør det en smule akavet – og deres politimæssige måde at være på gør det svært for dem at smalltalke med mig – ikke at de var afvisende..

På stationen finder de akkurat ingenting på prøven – og jeg bliver kørt tilbage til min bil – rigtig godt og lang tid forsinket..

Nu er jeg i Trondheim og varmer min medbragte Gullash.. Klokken er mange..

1. Turen til Nordnorge

 

København S – Oslo: Grundigt toldcheck i Svinesund

 

I 2001-2002 boede jeg et år i Harstad. Jeg havde mødt et dejligt menneske – Elisabeth fra Oslo. Hun skulle til Harstad for at være præst, så jeg tog med. Det halve år endte med at blive til et helt år, for jeg måtte også bare opleve vintertiden/mørketiden og Nordlyset.

Det blev til en masse fantastiske fotos – der blandt andet kan ses på: http://www.artphoto.dk. Siden mit ophold i Nordnorge, har jeg drømt om at tage tilbage. Det er nemlig ikke bare at tage afsted. Der er 2000 kilometer dertil fra Danmark. Jeg er nu endelig ved at gentage turen i min 20 år gamle Toyota. Indtil nu er jeg nået til Oslo, og der er sne på vejene.

Det var en lang tur. I alt 615 kilometer, og jeg skulle være fremme i Oslo kl. 20.30. Kom først hjemmefra kl. 14.30, så jeg havde travlt. Hver gang jeg stoppede for at tisse eller tanke, blev min tidsplan forflyttet minimum 5 minutter. Men umiddelbart så det ud til, at jeg kunne være fremme fem minutter over halv.

Så nåede jeg til grænsen i Svinesund. Jeg blev vinket ind. En yngre kvinde, der begyndte at stille mig spørgsmål, og så kunne jeg se det komme. Blev undersøgt med narkohund fra top til tå, og så ville de også gerne undersøge bilen. Jeg blev nervøs. For det første havde jeg glemt registreringsbeviset til bilen, og for det andet havde jeg en flaske vin for meget med.

Det tog i alt 50 minutter. Jeg er aldrig blevet undersøgt før, men jeg tror også de tænkte, at det var en noget eksotisk dansker, der kom der og fortalte, at han skulle helt til fucking Harstad for at tage fotos  – og så påstod han oven i købet, at det ikke var erhvervsmæssigt..

Nå, men jeg fik til sidst lov at køre videre. Ankom 50 minutter for sent hos Per Marius og Ann Brit.

image

image

 

image